New Orleans

6. September her fortsætter fortællingerne om vores tur.

I går aftes gik vi gennem Bourbon Steet, der er masser af musik og enormt mange mennesker. Der er levende musik i gaderne og folk er bare afslappede og glade. Vi fandt en dejlig lille restaurant hvor vi kunne få Cajun mad. Det er oprindelig Creol. Det var en fransk koloni der i 1755 blev fordrevet af englænderne fra Acadienne i Canada, de bosatte i det sydlige Louisiana og blev hurtigt blandet med spanske og angelsaksiske indvandrere. Det er et folkefærd for sig med et specielt køkken, det smager hammer godt. Jeg har købt en kogebog. Efter vores dejlige middag gik vi på Preservation Hall. Det er et af de helt gamle spillesteder i New Orleans. Rummet er meget lille, og der er overhovedet ikke gjort noget ved det siden det startede for 50 år siden. Man sidde på gulvet eller på de meget få stole der er. Der var et seksmands orkester, alle sorte musikere. Jeg skal lige love for at vi fik en på opleveren. Traditionel New Orleans jazz, det var helt fantastisk, lige så jeg fik gåsehud.... Skønt! Oplev selv Preservation Hall på www.preservationhall.com

Efter denne dejlige oplevelse var vi helt høje, så vi fandt et lille hyggeligt sted, selvfølgelig med levende musik, hvor vi fik en Mint Juleb. Det kan anbefales. Kl. 22.30 lå vi i vores senge godt trætte og mætte af dejlige indtryk.

I dag har vi taget en Hop on hop off bustur rundt i byen. Det er en fantastisk god måde at opleve byerne på. New Orleans er tydelig præget af koloni tiden, med bomulds produktion. Havnen er den tredje støste i USA og hovednerven for byen. Husene er i typisk koloni stil, meget smukke med verandaer og altaner, søjler og udsmykninger over døre og vinduer. Byen bliver kaldt the Big easy. Der er ingen der har travlt, alle er meget afslappede og hygger sig. Der er musik rigtig mange steder i gaderne og cafe'erne blomstre. Hele byen oser af afslappethed og ro, jazz musikken flyder rundt i gaderne og man kan kun blive glad og afslappet af det. En skøn dag i en skøn by.

Mississippi River Cruise

7. September

I går aftes var vi tilbage i Bourbon Steet. Vi fik en dejlig italiensk middag. Vi sad på en balkon i anden sals højde og nød varmen og myldret i gaden. Efterfølgende gik vi ud for at høre lidt musik. Vi fandt et sted hvor de spillede Creol musik, det er en skøn blanding af fransk, irsk og amerikansk. Det er meget rytmisk, men de spillede meget højt, så vi fandt det samme sted hvor vi var torsdag aften. Maison Bourbon Dedivated to the Preservation of Jazz. www.maisonbourbon.com Da vi kommer ind vinkede bartenderen til os, nå ja det gør han vel til så mange. Vi ville købe en cd med det band der spiller der, det er rigtig dejlig jazz. Da jeg går op til musikken for at købe den siger han: Ja, så gerne frue, De var her jo også i går, De sad der i baren. Susanne og blev enige om at det er fordi vi er sådan nogen stille og pæne damer, at de kunne huske os.

I dag har vi været på et River Cruise, det var en rigtig dejlig tur op af Mississippi.

And we met a wonderful American couple, thank you for a wonderful afternoon.

De var rigtig søde og vi nød deres selskab. Det er vores sidste dag i New Orleans. I morgen går turen syd vest over, hvor vi lander og hvornår ved vi ikke. Det bliver rart at komme ud på landet igen. Specielt fordi der i morgen er en kæmpe American football kamp her i byen og fans fra begge lejre er begyndt at indtage byen.

Jeg tror det rigtig godt at vi forlader New Orleans. Efter vi havde spist gik vi på Maison Bourbon. Bartenderen så  bare lige på os og sagde: Two Mint Juleb, og musikken kom ned og gav hånd og sagde: Welcome back Ladies, Nice to see you again. Vi ligger nu i vores senge, kl. 21.45, trætte og dejlig mætte af både god mad og dejlige oplevelser.

En total fed afslutning er at vi lige nu kl. 22.15 oplever et New Orleans bryllup. Jazz musik, politi sirener og et mægtigt optog gennem gaden , hvor brudepar og gæster jazz'er gennem gaden med politi escorte. Kan det absolut blive bedre???

Huse

8. September 

Først tak til alle jer der læser vores side og tak for alle jeres dejlige kommentarer.

En anden ting der ligger mig på sinde er at få slået fast, at bilerne i USA hviner i dækkene, selv med meget lav fart. Jeg har selv hørt det mange gange. Så når man ser en film og tænker at det er kunstige lyd effekter, så nej for sådan lyder det.

Vi var ude af New Orleans lige lidt i 9 og der var stortset ingen trafik. Vi brugte formiddagen på at se på Plantations. Da vi kørte over Mississippi vinkede vi farvel til denne mægtige flod. Vi kørte langs floden for at komme til A Creole Plantations Laura. Det er den eneste bevarede Creole Plantation i Louisana. Det var en meget stor oplevelse og en fantastisk guide. Han fortalte historen om Laura en Creole pige som gik mod datidens normer, hun ville have udddannelse, som ikke var ment for piger der skulle arve plantagerne. Hun ville heller ikke arve, for hun havde set hvad det gjorde ved de kvindelige forgængere. Det gjorde dem iskolde, hårdhjertede og ondskabsfuldhed. Se mere på www.lauraplantation.com Efter denne dejlige tur kørte vi videre til Oak Alley Plantation, det var også et enormt stort hus, guiderne var klædt som dengang. Denne plantage havde en helt anden historie at fortælle, det de havde tilfælles var de kummerligt kår slaverne levede under. Egetræerne  i alleen er 300 år gamle. Huset var meget smukt og igen en dejlig fortælling fra fordomstid. Se mere på www.OakAlleyPlantation.org Efter disse to dejlige oplevelser gik turen  sydvest over. Vi ville se den Meksikanske Golf, endda måske svømme i den?  Vi kørte ad meget små veje, gennem nogen skønne sukkerrørsplantager som gik over i sumpland jo længere syd over vi kom. Igen ønskede vi at der lige ville komme en alligator på tværs af vejen, men ak nej, de lå der bare døde i vejkanten. Ude i dette meget våde område står næsten alle husene på stolper, hvis de da ikke ligger på en kunstig fremstillet jordhøj, selv kirkerne og transformatorstationerne var på stolper, det ser fuldstændig vanvittigt ud. Da vi nærmese os kysten ændre landskabet sig til et sandt paradis for fugle. Rockefeller har lavet et kæmpe reservat for svømmefugle. Hele dagen har vi kørt i utrolig fladt landskab, vejen forsvandt i varme flimmer, så den eneste måde vi kunne orienterer os på var at følge elledningerne, som kunne ses langt langt ud i horisonten. Endelig kommer vi til den Meksikanske golf. Vi kunne tælle ikke mindre en 14 oliebore platforme ude på vandet, det var et flot syn, desværre var der også en del olie rafinaderier, det var ikke lige det kønneste syn. I dag var vi forberedte på ikke at finde moteller, og ganske rigtig der var ingen. Der var en masse sommerhuse ved Holy Beach og ved Constanza Beach, alt var lukket og slukket, så heller ikke denne gang fik vi badet i Golfen. Vi besluttede at suse til Texas og det gjorde vi så. Vi skulle med en lille bitte færge for at komme mod Texas, det var rigtig sjovt at sejle de fire fem minutter turen tog. Vi kørte til Port Arthur. Man skal over en kæmpe bro for at komme fra Beach siden til byen. Da vi kom op på broen, tårnede der sig en gigantisk olie industri op, så vi sagde velkommen til Texas. Vi er nu i Beaumont og i morgen suser vi videre mod det uvisse i det vilde vesten.

Det vilde vesten.

9. September

I dag er vi kørt lige ud, lige ud ,lige ud og så lige lidt mere lige ud, tværs over Texas. Vi var i New Orleans blevet advaret om at texanere er meget mere aggressive end andre. Det har vi også sandet i dag. For det første må man køre hjernedødt stærkt i Texas. På de almindelige hoved veje køres der mellem 100 og 130 km/t og de kører bare råddent, hasarderede overhalinger, og hvis man ikke lige flytter sig hurtigt nok, bliver hornet trykket i bund. Gennem byerne må der køres mellem 80 og 100 km/t og det bliver der. Trods den forholdsmæssighed høje fart har vi nydt landskabet. Texas åbnede sig for vores øjne, kæmpe store vider, enormt store ranches. Areal mæssigt er de enormt store, desværre har vi ikke set så mange af de store ranchhuse, de ligger trukket godt tilbage fra landevejen. Vi har så til gengæld set en masse af de strørre eller mindre indkørsler. Nogen meget smukke med udskæringer og mure, andre mere simple, med en jern port med navnet til det helt simple, bare noget træ der lige er tømret sammen. Jeg må tilstå at de store vider har været meget betagende. Der har i Texas været hedebølge med over 40 grader i meget lang tid, det ses tydeligt på landskabet, meget afsvedne arealer, hvor kørerne græsser det der nu er. Vandløb og bække er næsten tørret helt ud og mange af de søer og vandhuller der var på markerne var næsten tørlagte. Det var trods tørke en meget smuk tur idag. Vi er også kørt gennem nogen meget store skove, bla. Davy Crockett National Forrest. Vi drejede af ind i skoven, hvor vi kørte 3 mil ud i ingenmands land. Vi fandt en dejlig solbeskinnet plet hvor vi spiste vores medbragte frokost, det rigtig dejligt. 

Vi har set mange sjove skilte langs vores ture. I alle de andre stater står der at man skal dele vejen med cykler, men her i Texas står der, at man skal dele dem med motorcykler. Vi har også set Dead Mann's Road, eller Fænselsområde tag ikke blaffere op. 

Vi ankom i rigtig god tid til Waco, dejligt at være i hus i god tid. Vi ville lige køre ud til lufthavnen, det kunne jo være at der lå en Avis, så vi måske allerede nu kunne forny kontrakten på vores bil. Det var ikke bare lige ude ved lufthavnen, det var meget langt væk. Nå, men det var nu godt nok, for vi fik oplyst at vi bare skal ringe til Avis d. 15. September og forny. Vi fandt et motel lidt i fem og blev indlogeret. Vi pakkede ud og satte os tilrette for at ordne dagen gøre mål. Der gik ikke mange minutter før jeg opdragede en loppe på min fod, og lige efter en i min seng. Der blev hurtigt pakket sammen, ned i receptionen og bede om vores penge og så ud. Nu har vi fundet et dejlig rent motel. Vi ved ikke helt hvad dagen i morgen bringer os. Så fortsættelse følger.

Texas fra sin bedste side

10. September

Vi kørte fra Waco med fornyet optimisme. Landskabet fra i går fortsatte med større eller mindre ranches. Vi valgte igen at kører på de almindelige hovedveje, og hvilket held. Vi kørte bla. gennem Clifton, The Capital of Norway in Texas. Lige med et ændre landskabet sig. På begge sider af os "tårner" der sig bjerge op,  vi kørte i en dal. Det var fuldstændig som de billedet man ser i western film. For mit indre øje udspillede der sig en sand western. Truckerene var cowboys, de vilde texanere med deres voldsomt hasarderede overhalinger var de vilde indianere og vi kørte i vores præievogn bag ved cowboysne i adstadigt tempo. Landskabet indbød til en western film. Da vi kommer ud af dalen åbnede landskabet sig i et sandt inferno af vidt strakt prærie, det var simpelthen så smukt, at vi bare sad og betragtede det hele, helt mundlamme. Vi kørte meget langt i dette meget smukke landskab, der er meget kuperet med en del meget gamle mindre klippe formationer mere eller mindre eroderet. Ude i det fjerne aner vi noget stort. det var Llano Estacado. Det var igen et seneri som i alle de western film vi har set. Det er en meget langstrakt bjerformation i det skønneste røde lagdelte klippe, med en masse grøn vegetation på og omkring, dalen der strækker sig langs bjerget. Spørg lige om vi sagde wau, åh hvor er det fedt, altså hvor er det fantastisk. Der var massere af kaktusser og alle mulige former for vegetation, stort som småt. Vi var fuldstændig mundlamme og meget betagede. Vi holdt ind på en resteplads for lige at strække benene lidt, der var der rigtig mange græshopper, de er godt nok store i forhold til små nogen vi har hjemme. Det ser nærmest ud som de flyver når de hopper, meget fascinerende. Efter disse helt vidunderlige scener går landskabet over i noget mere fladt landbrugspræges, med nogen enorme peanut marker, det bliver meget mere fladt og vidstrakt. Lige med et begynder der at dukke oliepumper op, de ligner nogen fortids uhyrer der står der på markerne og nikker. På venstre side af os var der en bjergkam hvorpå der stod en masse vindmøller og på højre side var der en masse oliepumper, totalt diametrale modsætninger. Da vi nærmer os Sweetwatwer bliver vindmøllerne i overtal. Da vi er på den anden side af byen, var vindmøller overalt. Vi har selvfølgelig ikke talt dem, men det var i tusindtal af møller, det var helt vildt. I dag har vi også set noget vi har sukket efter længe. En godstransport med to lokomotiver foran, et bagerst og 138 vogne, det er et fantastisk syn. Dem talte Susanne. Vi var så overvældet af al den skønne natur og fantastiske scenerier, at vi ikke havde holdt øje med benzin måleren...... Vi havde benzin til 35 miles. Hvor langt væk var den nærmeste by så? Gudskelov var der kun 15 mil til den nærmeste lille by og de havde en tankstation. Efter dette chok kørte vi på den store interstate vej, det er det samme som vores motorveje. Vi er nu i Lubbock på et dejligt Holyday Inn, hvor vi kan få vasket og trænet. Lubbock fortæller at de er The American Windpower Center. Texas har i dag vist sig fra sin bedste side. I morgen suser vi ud i det vilde vesten igen og jagter flere dejlige eventyr.

Fra Texas til New Mexico med regn

I nat kom der en frontzone ind over New Mexico og West Texas, vi måtte have dynerne på i nat. Da vi stod op var det kun 73 F(22,8 C) Vi syntes godnok også at det var lidt koldt, så koldt at vi tog vores Tshirts på. Vi forlod Lubbock i grå vejr. Igen valgte vi at køre af de mindre veje. Vi kørte gennem farm land. Der var det ene store John Deer center efter det andet. Lidt uden for Lubbock så vi en kæmpe kæmpe stor Ranche. Der var køer i hundrede vis. De stod ved nogen enorme foder/malke stationer. Der var fire kæmpe store stationer med mindst 200 køer i hver, det var helt vild stort. Vi så flere af disse stationer, dog ikke så store. Noget andet meget karakteristisk var de "vandmøller" der står som enlige møller på markerne. Vi kørte gennem enorme marker på begge sider af vejen, en blanding af græsmarker og prærie, meget fladt lige så langt som øjet rakte var der marker og prærie. Vi kørte i dette landbrugs område og køret gennem en by der hed Roundup, det var lidt morsomt. I Danmark kan se en landsby langt væk ved at se efter kirketårnet, her overe kan man se et vandtårn langt ude i horisonten og ved at om ca. 20 miles kommer der en by. Nogen byer er bare 4 faldefærdige og forladte huse, tre eller fire huse og så var det det, andre er lidt størrer og nogen pænt store, vi kan se på vandtårnet om det er en stor eller lille by, vi kommer til. Vi kørte også gennem Sudan, det var bare en lille bitte by. Vi har i dag set rigtig mange godstog, et der var helt enormt stor. 5 lokomotiver foran, vi opgav at tælle vognene, for det blev bare ved og ved og ved, det var et flot syn, det er meget typisk for USA med disse enorme godstransporter, rigtig mange af dem var kværtransporter. Da vi nærmer os grænsen til New Mexico begyndte det at regne. Det regnede pænt meget, så vi kørte ikke ret stærkt, men det gjorde ikke noget, for så kunne vi se lidt af det prærie vi kørte gennem. Vi kørte ca. 100 miles ligeud gennem prærie, det var helt enormt så lige og fladt det var. Temperaturen droppede yderligere til 60 F ( 15,6 C) Det var noget af et drop fra de 95 F (31,1 C) som vi har været vant til. Rundt middag opdagede vi ved et tilfælde at vi kunne se Billy The Kids grav og museum. Vi drejde af og tog et smut der til. Det var rigtig interesant at se museet. Det var en rigtig flot udstilling. Lidt længere nede af vejen lå et museum for Fort Sumner, vi valgte at køre der ned, uden at vide hvad det egentlig var. Det var den sande og tragiske historie om hærens behandling af indianerne i hele Texas og New Mexico. Det var urolig flot og meget bevægende. Se mere på www.billythekidmuseumfortsumner.com og www.bosqueredondomemorial.com De fortalte på museet at det ikke havde regnet i 3 år og at de fra om morgene havde fået 100 mm. Det var lidt træls for os at kører i så kraftig regn, men med tanke på at de havde haft tørke i tre år, så gjorde det ikke noget.

Vi kørte videre mod Albuqueque. Vi valgte at smutte lige tværs over en lille bitte vej mod den legendariske Route 66. Gudskelov valgte vi at kører den vej, vi kørte på en lille bitte, bitte vej, der var overhovedet ingen trafik. Det holdt op med at regne og vi kunne pludselig se hvilket fantastisk landskab vi kørte i. Bjerne rejste i horisonten, omkring os var vidt trakt prærie. Det var altå her at indianerne havde levet, det var her de var blevet fordrevet fra som om de kvæg man kunne drive drive rundt med. Det forståes pludselig helt anderledes, når man er i dette fantastiske landskab, hvad det var indianerne mente med at live i pagt med naturen.

Det var rigtig fedt at dreje ind på Route 66, denne legendrariske vej. Da vi er ca. 20 miles fra Albuqueque rejser der sig en bjerkæde foran os. Vi kærte op på toppen af disse Mesabjerge. De er helt flade på toppen, det er virkelig en oplevelse at køre der oppe på toppen af disse bjerge. Da vi kommer ned igen ser vi at vi skal gennem et kæmpe bjergpas, det var fuldstændig overvældene smukt. Vi lavede ikke andet end at sige: Åh hvor er det flot, nej se der og har du set. Igen var vi mundlamme og overvældede af disse mastodonters skønhed. Det var Manzanita Mountains vi kørte i, de gik næsten helt ind til Albuqueque. Trods regn har det været endnu en helt fantastisk dag, det er som om eventyret ingen ende vil tage og vi bliver bare mere og mere overvældede af den skønhed der møder os dag for dag. Da vi kommer ud på den anden side at passet er fronten helt væk, solen skinner fra en skyfri himmel og temperaturen er steget til 88F(31,1C) Det kan vi li. Dagens billede er solnedgang over Manzanita Mountain Albuqueque. Vi er igen rykket en tidszone, så vi er nu 8 timer bagud. Vi glæder os meget til i morgen, der vil vi udforske byen.

Bjergkørsel

12. September

Vi må have taget fronten med os, for da vi stod op var det kun 63F(17,22C) det var gråt og tungt i vejret. Men som bekendt er det ikke vejret der er noget galt med, kun folks påklædning, så udstyret med regnslag gik vi på opdagelse i den gamle bydel af Albuqueque. Bygge stilen er Adobe. Den anvendes af Pueblo indianerne, som man mener er efterkommere af Anasazi- indianerne fra Mesa Verde. Det er en smuk gammel bydel med en masse små restauranter og forretninger. Der er en del indianere der sælger deres helt unikke smykker på gaden. Smykkerne er forskellige fra stamme til stamme. Vi fik en lang snak med en Hobi indianer der meget gerne ville fortælle om hans by og meget gerne ville at vi skulle besøge den. Desværre er vi nød til at vælge noget fra. Byen har USA's ældste kirke, den er fra 1706, den var meget smuk både udvendig og indvendig. Der var en masse små restauranter og handlende der solgte alt hvad hjertet begære af indianske ting, smykker, krukker, kunst osv. Vi valgte igen at køre af de små veje. Vi kørte med kurs mod Santa Fe. Ikke langt uden for Albuqueque så vi en vaske ægte Cowboy, på sin hest, med hat, lang jakke og de karakteristiske læserbukser, det var bare så fedt og opleve. Jeg skal lige love for at vi kom ud i bjergkørsel. Op af bjerge, ned af bjerge, rundt om bjerge, det ver en fantastisk oplevelse. Et karkateristika for bjerge mellem Albuqueque og Santa Fe er at de er røde. Den vegetation der er på siderne er nærmest noget ene lignende, der er også en del kaktusser. Den kontrast mellem det røde og det grønne giver bjergene et helt specielt skær. Desværre har det regnet det meste af dagen, men dog ikke mere end at vi sagtens har kunne nyde den skønhed der omgav os. Vi kørte bla. gennem en gammel guldgraver by. Det var rigtig sjovt at se resterne af husene og minen. Den rute vi kørte på hed Turkis Trail. Vi kørte også gennem Madrid, det var en kulmine by, den lignede en rigtig western by. Vi kørte også igennem et indianer reservat med en masse kasinoer. Vi har hele dagen kørt langs med Rio Grande, når vi var nede i dalene, som er meget grønne og frodige, kunne vi rigtig nyde floden. På grund af de sidste dages regnvejr, har den fået noget volumen. Da vi ankom til Santa Fe var der ophold i regnen. Dejligt for så kunne rigtig nyde den gamle bydel. Også her var det Adobe stilen der var fremherskende. Som i Albuqueque var der en masse forretninger der solgte alt fra små nips ting til lækre støvler, pelse, smykker, indiansk tøj og meget meget mere, det er svært ikke at købe noget, men vi har jo ikke plads. Vi satte kursen mod Taos, igen kørte vi bjerge, de havde dog et meget andet udseende end stykket til Santa Fe. Her var de mere rå i udseendet,  der var meget lange strækninger hvor der var fare for nedstyrtning af kæmpe klippe stykke. Farven ændrede sig også til mere gul, grå og sort. Igen lavede vi ikke andet end at sige wau, åh nej hvor er det flot. Vi lavede mange holdt for at komme ud og betragte al den skønhed der var. Oppe i bjergene faldt temperaturen til 58F(14,44C) KOLDT! Vi ankom til Taos ved 17 tiden, vi fandt hurtigt et dejligt motel. Lige overfor lå der en mexicansk grill restaurant. Susanne fik en Red Snapper og jeg bestile  Azteca Quesadilla. Jeg anede ikke hvad det var, men det lød sjovt. Det var nogen lækre majspandkager med et dejlig stærkt fyld. Taos er optaget på UNESCOS liste over verdens kulturarv, så vi glæder os til at udforske byen i morgen. Her er nu 68F(20C), det er stadig koldt, men dog til at holde ud.

Fronten har forfulgt os

13. september

Fronten har fulgt med os, for da vi stod op var det siglende regnvejr. Vi havde aftalt at vi ville se den gamle bydel af Taos, så det gjorde vi. Det var igen huse i Adobe stilen, en masse forretninger med cowboy og indianer ting, restauranter og en masse gallerier, det var en smuk by. Vi kørte til Taos Pueblo, det er en indianer landsby nogen mil uden for Taos. Det er den Taos Pueblo der er optaget på UNESCO´s liste. Det er et indianer reservat, puebloen er mere end 1000 år gammel. Vi trodsede regnen og fik en guidet tur. Hele landsbyen er bygget i Adobe stilen. I dag har de dog tilføjet døre og vinduer, det havde man ikke førhen, fordi de skulle kunne være sikre i deres hjem. Indgangen til huset var et hul i taget, man havde en stige som man kunne fjerne, hvis der skulle komme andre indianere, som var på krigsstien. Mange bor stadig i puebloen, de lever efter de gamle normer og skikke. De har  hverken el, vand eller varme. Samfundet ejer 100000 acre land, det er 404,68 km2. De ejer bla. også den blå sø bag bjerne. Dette er helt specielt for mig, for min Bedste fortalte altid et eventyr om en lille indianer dreng der brændende ønskede sig en fjerhat fra fuglene med de røde fjer i den blå sø bag bjergene, så jeg fik noget af et flashback da han, vores guid fortalte at indianerne faktisk havde ejet dette område fra tidernes morgen, men at de fik frataget det af regeringemenig efter 46 år fik det tilbage af Nixon. Det var meget interesant at besøge Taos Pueblo. Se mere på www.taospueblo.com

Vi satte herefter kursen mod nord. Vi kørte i et meget bjergrigt terræn. Vi krydsede Rio Grande ved Gorge Bridge, det var helt fantastisk at se floden løbe ned i kløften. Vi gik ud på broen og stirrede på dette skønne syn, der er 680 fod, 207m, ned til bunden. Jeg tog mod til mig og gik helt ud for at kigge ned, jeg blev kun lidt svimmel og havde kun en lille klump i maven. Det var bare så flot og en forsmag på Grand Canyon. Vi kørte nu i et område hvor der var mulighed for at elge krydse vejen, desværre så vi ikke nogen. Til gengæld var der også vejskilte med en ko og en UFO, det er helt seriøst officielle vejskilte. Vi blev enige om at den eneste årsag til at der kunne være UFO´er i New Mexico måtte være at de kunne lande på de flade Mesa bjerge. Da vi nærmede os grænsen til Colorado kørte vi for foden af San Antonio Mountain i 1.8 km´s højde. Det var så småt begyndt at klare op. Vi kunne se det meste af bjergene, men toppen var stadig indhyllet i skyer. Vi kørte så højt oppe at vi faktisk kørte i skyerne, det var virkelig sjovt at køre og i perioder ligefrem se ned på skyerne. Da vi krydsede grænsen til Colorado var vejret blevet meget bedre. Vi kørte med Rocky Mountain på vores venstre side, de er godt nok store og meget smukke. Landskabet ændrede sig fra bjerge til landbrugs områder, der var en masse mindre landbrug. Jeg troede at det var i Texas vi skulle se de store traktorer, men nej. Der kom en truck med en MEGA stor traktor på ladet, dækkene ragede ca. 75 cm. ud på hver side og den fyldte hele ladet, UHA den var stor. I Colorado har de nogen enorme sand klitter, de ligger for foden af Sangre De Cristo Mountains. De er en del af et kæmpe natur reservat. De var helt enormt store og meget meget flotte. Der var et sandt eldorado af dyre liv, vi så en del fugle og nogen hjorte med meget store øre. Der var også mulighed for at se buffaloer, vi spejdede det bedste vi kunne, men nej desværre så vi ikke nogen. se mere på www.nps.gov/grsa Efter denne dejlige natur oplevelse kørte vi vest over til Monte Vista som ligger i 2336 m. højde, hvor vi er nu, på et rigtig dejligt hotel, vi har ikke haft så godt et værelse som dette. I morgen forsætter vores bjerg tur i vestlig retning.

Continental Divide

14. september

Dagen i dag har bare været ÅH!!! WAU!!! UOVERTRUFFEN!!!

Det er utrolig svært at sætte ord på dagen i dag, men jeg skal forsøge.

Da vi stod op var det snusk regn og meget overskyet. Vi var begge meget skuffede, men tog det i stiv arm. Vi planlage en alternativ rute, som ikke gik gennem bjergene. Medens vi kørte i retning mod vores først aftale rute bad vi til alle de guder vi overhovedet kunne komme i tanke om. Må det ikke nok klare op. Amen  

Vi kørte fra den ene lille landsby til den anden. Husene var for det meste af træ, rigtig smukke bjerglandsbyer.

Da vi nærmede os bjergene, altså Rocky Mountains, kom opklaringen, vi jublede begge to, for så kunne tage vores bjerg tur.

Vi har i dag kørt 311 mil (505 km.) ren bjergkørsel. Vi har haft temperaturer fra 63 F (17,2 C) til 48 F (8,9 C) Så vi har haft strømper og sko, lange bukser og langærmede bluser på. Vi er kørt op og ned af bjerge rigtig mange gange, gennem 8 bjergpas hvor af det højeste var 14309 fod (4361m) og det laveste var 10898 fod (3321m) Vi er kørt over floder, så mange at vi opgav at tælle dem. Rundt om søer nogen små andre enormt store. Vi er kørt gennem så mange hårnåle sving at vi ikke kunne holde styr på hvor mange. Vi er kørt på strækninger uden autoværn lige ud til klippekanten, vi var begge lidt utrygge ved det, men sagde ikke noget om det , før vi var vel nede. Vi har set bjerge i alle afskygninger. Rå, brutale og voldsomme, klædt i næsten ingenting fordi der ikke kan vokse noget. Bløde nærmest bakker der var grønne og frodige. Vi har set flere forskellige hjorte arter, jordegern (Chip og Chap) og murmeldyr. Billederne siger nok mere end ord.

I bjergene er efteråret sat ind, så løv træerne var klædt i de skønneste farver, alt fra lys grøn over gul, orange til rød, de strækker sig mod de meget mørk grønne nåletræer der pryder det  øverste af bjerget inden toppen med sin sne strækker sig  mod den klare blå himmel klædt i store dunede hvide skyer.

Vi er kørt gennem gamle størrer bjergbyer, der tydeligt bar præg af at de har tjent på minedriften. En havde også varmekilder, vi er kørte gennem mindre bjergbyer, alle var de smukke og lignede absolut nogen der havde været velhavende.

Vi har set hvor Rio Grande har sit udspring i San Juan Mountains og betragtet den søen der dannes ved udspringet. Vi har stået på Spring Creek Pass i 3321m´s højde. Det er Continental Divide, det er der hvor landet deles og floderne løber hver sin vej, enten mod Den mexicanske golf, Atlanterhavet eller Stillehavet. Vi har set Black Mountain, Red Mountain, vi har set bjerge i alle mulige former og farver. Det har været sådan at vi næsten ikke har sagt noget hele dagen, vi har siddet med åben mund og været målløse over den enorme skønhed der omgav os. Vi har i dag krydset Rocky Mountains!

Dagen har også været god på andre områder, vi fandt en lille købmands butik i en lille by, som tilsyneladende har tyskafstamning, for vi fandt rugbrød HURRA, vi fik rugbrød til frokost. Vi holdt hvil i en lille bjergby Lake City hvor vi spiste.

Vi er nu i Durango og har fået Kentucky Fried Chicken til aftensmad. Det er bare godt.

I morgen venter bla. Mesa Verde.

Indianerland og Four Corner

15. september

Dagen begyndte med et besøg på Durango lufthavn, hvor vi skulle forny vores kontrakt på bilen. Dejligt at have den ting på plads. Her efter gik turen til Mesa Verde, 40 miles bjergkørsel. Det er et indianer rige der har eksisteret fra omkring 550 efter kristus til sidst i 1200 tallet. De levede der i ca. 700 år, hvor efter de udvandrede fra disse klippe byer. I 1880 fandt to cowboys ved et tilfælde byerne, da de søgte ly for en snestorm. Mesa Verde er optaget på UNESCO´s liste. Det var muligt at komme helt ned og se byerne, men det var en klatre tur der oversteg vores evner, så vi betragtede dem fra nogle udkigsposter. De var bestemt også meget flotte selv på afstand. Det er en meget fascinerende del af USA´s historie. Se mere på www.nps.gov/meve Oppe i Mesa Verde var der et Ute indianer reservat. Det er let at forstille sig at de har levet i dette klipperige område. Når vi så på klipperne, var det let at forestille sig at der sad en Ute indianer og holdt udkig. Man kunne se 100 mil væk, så de har levet ret uforstyrret der oppe. Fra dette højeste punkt i Mesa Verde kunne vi se 360 grader, der var bjerge i alle retninger. Vi kunne se til de bjerge vi krydsede i går. Mod øst kunne vi se en klippe der ligende noget fra Narnia, det var helt fantastisk, den stod der hykdet ind i lette skyer og lignede et eventyr.

Efter ca. tre timer i Mesa Verde gik turen videre til Four Corner. Det er det eneste sted i USA hvor fire staters hjørner mødes. Colorado, Utha, Arizona og New Mexico. Så i dag er vi gået fra stat til stat på bare nogen få sekunder.  Vi gik en lille tur i Utah, så med lidt god vilje har vi nu også nu været i Utha……

Vi kørte ind i Arizona og landskabet ændrede sig til noget der mest af alt lignede en blanding af ørken og prærie. Bjergene var meget mindre end det vi var kommet fra. De var meget mere runde og af sandsten i farver der strakte sig fra gul, okker og over i rød. Der var bla. nogen meget flotte røde mesa´er. Sandet i prærie/ørkenen var en blanding af okker og rød. Vegetationen var meget lav og meget sparsom, i nogen områder var det helt goldt. Noget helt andet end det vi tidligere havde set.

Vi har i dag kørt genne indianer land, først Ute indianerne og i Arizona gennem Navajo indianernes land. Der var mange meget små landsby samfund. De bar alle præg af at de er meget fattige. Det er lidt trist at opleve at dette ellers meget stolte folk, der har levet i, med, af og i pagt med naturen er blevet til det de er. De er generelt fattige. De drikker rigtig meget, der lå voldsomt mange flasker og dåser i vejkanten, gennem hele området. Det er sådan, at der ikke må sælges alkohol i Navajo området, men det tager dem ikke lang tid at køre ud af reservatet og hente hvad de vil i den nærmeste Liquoeer Store. I dag har de skiftet hestene ud med pickups, de har mange store pickups, men det er også nødvendigt for at komme rundt i det terræn de lever i.  Der var trods alt også gårde der var pæne og velholdte. Deres heste, kvæg og får går løse rundt, der var ikke ret mange indhegninger. Vi så hyrde hunde der hyrdede fårene væk fra vejen. Heste der bare gik løs rundt og græssede hvor det passede dem. Vi er nu i Chinle, vi bor i Navajo land.

Painted Desert og Petrified Forest

16. september

Vi var tidlig ude røret og på farten, der ventede en lang dag. Vi fortsatte vores kørsel gennem Navajo land, med retning mod Painted Desert og Petrified Forest. Ruten gennem National parken er Route 66.

Painted Desert er en ørken med bakker, bjerge og fladt land i alle regnbuens farver. Landskabet er så malerisk at det næsten ikke er til at fatte. Det er meget imponerende af naturen kan være så unik. Billederne fortæller mere end ord kan. Turen går videre til området der hedder Petrified Forest, Den forstenede skov. Her er landskabet en blanding af ørken, prærie og bjerge. Nogen bjerge er voldsomme og rå hvor andre igen er blide og bløde. Der er en klippe der hedder New Paper Rock, det er petroglyffer på en meget smuk brun klippe, det var en meget stor oplevelse at stå der og se på noget der er så gammelt og så smukt. Her efter kommer man til Blue Mesa. Det er ældgamle Mesa´er som stille og roligt er eroderet, de har de smukkeste blålige farver og lagene ses meget tydeligt i klipperne, det var her vi så de første forstenede træstammer, igen billederne siger mere end ord kan forklare. De næste 12 mil er stort set kun klipper i alle størrelse, former og farver. De forstenede træstammer ligger overalt. De er i alle størrelser. Vi så bla. en bro af en forstenet træstamme. Der er også et område der hedder The Tepees, de har form som en tepee og farverne strækker sig fra blå, lilla og grå nogen af dem er omkranset af en blanding af ørken og prærie, så farve spillet er helt fantastisk. I det områder der hedder The Rainforest ligger de største af stammerne, det er så fantastisk at se på de enormt store stammer der fuldstændig ligner træ, men dog er forstenet. Det er lidt vildt at tænke på hvor mange millioner år gamle de er. Gudskelov var der en arkæolog der var gode venner med Roosevelt, så hele området blev fredet i 1906 og tak for det. Vi fortsatte på Route 66 gennem Navajo land, til kort før Holbrook. Både i går og i dag har vi i Navajo land set nogen 6 kantede hytter, vi har spekuleret på hvad det var og om det var noget specielt. I Holbrook var der er et turistkontor, som vi besøgte. Der blev vi mødt af en mand sidt i halvtresserne. Under den sorte slidte cowboy hat var et mildt ansigt med små skæg stubbe og gråligt hår, han var iført en slidt cowboy skjorte, slidte cowboy bukser og støver, på hans hofter sad et bælte med en revolver. Han var utrolig imødekommende, så vi spurgte om disse hytter. Det er en Navajo Ho Hocum, den har religiøs betydning og bruges til mange forskellige formål, bla, svedhytte og andre Navajo religiøse ceremonier. Når en Navajo får noget land, bygger han som det allerførste en Ho Hocum. Medicin manden kommer og velsigner hytten og jager alle onde ånder væk, herefter velsigner han det land hvorpå huset skal ligge. Dem der ikke har en Ho Hocom, hjemsøges af Windgoast, det er onde ånder der flyver omkring i Navajo land. Disse hytter bygges og velsignes den dag i dag, 2013!!!

Inde midt i Navajo land ligger Hobi indianernes reservat det kaldes også Big Mountain land. Vi er i dag kørt gennem Hobi land og ja det er Big Mountain land, vi har ikke nogen billeder der fra, for vores ven fra Holbrook sagde at de var mere knyttet til den gamle religion, og hvis man fotograferer så tager man noget af deres sjæl og deres land, så vi blev frarådet at tage nogen billeder overhovedet. Landskabet er et sandt virvar af bjerge og  Mesa´er, det er nogen af de flotteste Mesa´er vi har set. For foden er der små græs grønne bakker der smyger sig op af Mesa´en der rejser med meter høje lodrette forrevne klippe sider, den flade top er grøn af græs og buske. Vi har selv kørt på nogen af disse enormt store Mesa´er, det var et helt fantastisk syn. Udsigten var ud over vidstrakt prærie, der i horisonten omkranses af bjergkæder. Vi havde meget let ved at forestille os kæmpe bison flokke gå og græsse på prærien. Da vi kommer ud af Hobi land bliver det hele igen meget mere langstrakt, med lange bløde bakker. Vejene er lige ud, lige ud og så lige ud igen. Det virker som om man har taget en lineal og sat en streg fra punkt A til punkt B og der skal vejen så være. Det har helt igennem været en fantastisk dag. I morgen venter den store kløft.

Jeg glæder mig helt vildt.

Vi gjorde det!

17. september

Vi var meget tidlig oppe! Der er bare lige en lille hage. Vi var i Navajo land og ifølge deres tid, så var klokken 06.00 da jeg stod op. Det er kun Navojo der ikke kører efter sommer/vinter tid, så hvis det nu var alm. USA tid så var klokken 07.00. Vi var stadig meget tidlig på vejen og af sted. Vi spiste morgen mad, på en lille plet uden for byen, med udsigt til sletter og bjerge, en skøn morgen sol hilste os godmorgen, det kunne kun blive en god dag. Vi skiftede tidszone da vi ankom til Grand Canyon, så vi nu er 9 timer bagud for Danmark.

Grand Canyon er MAGELØS!!!

Grand Canyon kan ikke beskrives, det skal opleves. Det er mega monster STORT. Jeg måtte have lommetørklæderne frem et par gange. Det gjorde et meget stort indtryk på mig. Billederne viser 1/10 af hvad det i virkeligheden er. Jeg har forsøgt at beskrive billederne lidt, men det er meget svært.

Grand Canyon er meget andet en klipper og flod. Der er en enestående natur. Vegetationen er en skøn blanding af steneg, ask, flere forskellige nåletræer og enebær buske/træer. Nogen af enebærrene er meget gamle og enormt store. Alt dette er i kontrast til, i dag, en azur blå himmel med store hvide puffede skyer og bjerget i alle dets nuancer. Det er mageløst.

Der er et mangfoldigt dyre liv i Grand Canyon National Park. Vi var så heldige at se, div. hjorte, elge, egern, flere forskellige firben, øgle typer. En masse fugle, bla. falke der drejer sig op i vindene, der stiger op nede fra kløften. Andre mindre fugle, en der ligner en bogfinke og en blå svale. Det nok mest spektakulære dyr vi så var en sort enke, han. Den er godt nok stor og med tanke på at hunnen er større, løb det mig koldt ned af ryggen.

Det var også meget fascinerende at se hvordan indianerne har levet i Gran Canyon. Der var en gammel ruin, der meget fint viste hvor og hvordan de har levet der oppe. Der er flere forskellige stammer der har levet der, bla. Apache, Navajo, Hobi, Paiute og Havasupai. De har alle et specielt forhold til Grand Canyon. Det kunne vi tydelig se på de forskellige udstillinger der var i turistinformationerne. Vi var i Grand Canyon i over 5 timer og det var helt ubeskriveligt.

Vel nede igen fortsætter vi vores tur gennem prærieland, vi sad lige så stille og fordøjede dagens indtryk. Det er bare ikke let at køre uden at dette mægtige land igen suser nye indtryk ind i hovedet på os. Igen var der enorme godstog og et landskab der igen igen imponerer os. Vi valgte at køre på Route 66, det er en rigtig dejlig tur ad mindre veje og meget skøn natur. Vi kørte bla. gennem Seligman en lille bitte by. Alle der har k kørt Route 66 på denne strækning, har lagt mærke til denne by. Alt er holdt i stilen fra dengang Route 66 var vejen gennem USA. Der var Motel 66, Diner 66, Coffeshop 66. Det hele var som at blive sat 40 år tilbage i tiden. Der var gamle politibiler, gamle amerikanske biler. Kæmpe store skilte med Route 66 og rigtig mange motorcykler. Der var en Saloon 66 og en del huse holdt i stilen som var det, det vilde vesten. Det var en rigtig fed oplevelse.

Vi har haft to døgn uden nogen former for alkohol. Vi har været i Navajo land og der kan man ikke få noget som helt der ligner alkohol. Vi er nu i hvidmands land, har fundet en Liquor store og købt os en øl….. Den var god!!!

Vi har nu kørt over 6000 miles og vi har endnu ikke skulle holde for en skolebus. I USA stopper al trafik både bagfra og forfra kommende trafik, når en skolebus holder ind til siden for at sætte børn af. Vi har ellers kørt rigtig meget på små veje, så det skuffer mig altså lidt, at ikke har skulle stoppe endnu!

Dagen i dag har været endnu en helt uovertruffen dag. I morgen venter Las Vegas. Hvis vi nu får Jackpot, så hører i nok ikke fra os i et par døgn.

Jackpot fra narturens side

18. september

Dagen i dag har budt på oplevelser der spænder fra naturlig skønhed til grotesk storby.

Vi forlod Kingman i nogenlunde ordentlig tid og kørte mod Las Vegas. Vi havde rigtig god tid i dag, så vi kunne tillade os at lave alle de afstikkere vi havde lyst til. Land skabet har igen ændret sig, det vi har kørt igennem i dag er nærmest ørken. Bjergrigt men også ørken agtigt, selv bjergene var golde. Vi har kørt gennem kaktus land, der er kaktusser i alle størrelse og former. Runde med røde blomster på toppen, stor bladede med nogen runde røde frugter, ranglede med store torne og nærmest træagtige, der var også mange Yuccapalmer.  Vores første afstikker var ud til en lille by Clorid City. Det var langt ude på landet, så langt ude at vi skulle samme vej tilbage for det var blind vej. I Clorid City oplevede vi en rigtig lille western by. Vi blev budt velkommen af Dave Digger, der har en lille Salon. Det var et levende museum, det var rigtig sjovt at opleve, han var lidt træt, for det var blevet sent i går. Vi blev også meget hurtigt enige om, at der er da heller ikke andet at lave der ude end at drikke. Da vi var kommet tilbage på hovedvejen kørte vi ikke ret langt før vi tog den næste afstikker til Dolan Spring. Vi skulle passere White Hills for at komme til byen, det var også en blind vej. Vi var så langt ude at jeg ikke havde nogen dækning på min telefon, og de gloede godt nok noget efter os. Selv posten ville ikke kører ud i hver eneste afkrog, så postkasserne stod på ræd og række. Tilbage på hovedvejen fortsatte vi mod Hover dæmningen, lige indtil der var et skilt mod Willow Beach. Der kunne da umulig være en strand der, for det var ned mod Colorado floden. Vi drejede af og kørte 4 mil ned af. Vi kom til den skønneste lille oase ved Colorado floden. Langt nede i dalen, smøg floden sig rundt om bjergene og dannede en lille Marina. Vi skyndte os at smide skoene og soppede i det is kolde flod vand, det var en rigtig dejlig afstikker.

Vel oppe igen satte vi igen kursen mod Hover dæmningen. Denne gang uden nogen afstikkere. Hover dæmningen er et mastodontisk bygnings værk, det er helt utroligt stort og egentlig også meget smukt. Det var rigtig dejligt at vi havde så god tid i dag, for vi kunne blive lige så længe vi ville og betragte dette enorme bygningsværk, meget imponerende. Vi var nu i Nevada og der var ikke langt til Las Vegas. Vi ankom til vores hotel, The Quad, lige midt i centrum, rundt ved 4 tiden. Vi blev indlogeret og smuttede ud for at opleve Las Vegas. Det er noget af det mest groteske jeg har oplevet endnu. Ude midt i ørknen ligger dette spilleparadis. Der er enormt meget larm, enormt mange mennesker og helt enormt mange hoteller med hver deres kasino. Her på vores hotel er der selvfølgelig også kasino. Vi har gået lidt omkring og studeret de forskellige spille områder, men vi er vist ikke lige de helt rigtige spille gæster. Vi kan ikke finde ud af noget af der. Vi har dog fundet nogen helt almindelige en armede tyveknægte, det bliver nok dem vi kommer til at spille lidt på. Vi har Vi har kun lige gået lidt omkring her i midten af byen. I morgen vil vi udforske byen, og forsøge at få jackpot.

Las Vegas

19. september

Las Vegas er enhver ludomans paradis. Der er kasinoer over alt og jeg mener overalt, det er helt vildt. Vi har i dag taget en hop på / hop af bus og har set hele byen. Den er ikke så forfærdelig stor og der bor ikke så mange mennesker, altså hvis man kun tæller dem der bor her fast. Der er mange hundrede tusinde turister og spillefugle.

Las Vegas blev grundlagt i 1906, men begyndte at blomstre i 1930 da jernbanen kom her til. Kasinoerne begyndte også at komme i 30´erne og er ellers bare blevet flere og flere.

Her i byen er der en kopi af Paris, med Eifel tårnet, triumfbuen og en hel lille bydel med franske huse, hoteller og restauranter. Der er en del af Venedig med Doge paladset, Markuspladsen, Rialtobroen, kanaler hvor man kan sejle en tur i en gondol. Der er en del af New York med frihedsgudinden, Broklyn Bridge, huse og hoteller. Der er pyramiden som også er et hotel og kasino. Engelske Excalibur og meget meget mere. Las Vegas er også kendt for alle sine Wedding Chapels, og der er bare mange af dem. Man er helt lovformeligt gift når man bliver viet her. Man kan blive viet af alt fra Elvis, Madonna, ja det er vist kun fantasien der sætter grænser. Man kan blive gift i alle mulige forskellige Chapels, nogen har været med i film andre har ligget her altid, sågar et drive in Chapel. Det er lige så let at blive skilt som det er at blive gift, og det er vist godt nok med alle de hovsa bryllupper der er.

På universitet her kan man få en diplom uddannelse i spil. Hvordan man opbygger et kasino, hvordan man driver det osv. Det er altså bare helt vildt alt sammen.

Det er lidt grotesk at der her midt i ørknen ligger et spillerparadis. Når man kigger ned af gaderne kan man se ørkenen i alle retninger. Der går 45 millioner mennesker gennem lufthavnen årligt. De store hoteller ejes af fire erhvervsmænd, de konkurrerer indbyrdes om at bygge højest, mest spektakulært, vildest, at have det flotteste springvand osv. MGM (filmselskabet) har en del bygninger og de vil jo gerne at de kendte Hollywood stjerne kommer, så det skal være meget mondænt, og konkurrencen er hård hvad angår de rige. De rigtig rige bliver her i byen kaldt The Whaler. De bliver hentet i lufthavnen i en Limousine, kørt til hotellet, og så bliver de ellers oppasset i alle ender og kanter. Der er den aftale at, for at få al denne luksus, så skal de spille for 500.000,- dollars medens de er her. Lidt vildt!!!

Her til aften har vi spillet, og eftersom jeg skriver, ja så vandt vi ikke den store gevinst. Vi spillede for 10 dollar, vi vandt 4 så maskinen vandt. Vi har været ud og se på byen når natten falder på. Det er ikke fordi der er særlig mørkt. Der er en million neonlys så alt er pænt oplyst. På The Mirace så vi en vulkan eksploderer i et vildt ildhav, det var meget flot. På Pallagio så vi det flotteste springvand jeg nogensinde har set. Musikken i højtalerne var Gene Kelly I´m singing in the rain. Lys og vand dansede i samme rytmer som sangen, det er helt vildt flot. Las Vegas er den by i USA der har flest gadekunstnere. Marylin, Elvis, Transformers, alle Disney figurerne, skønne ungmøer i de flotteste Rio karnevals kostumer. Godnat Las Vegas, vi skal nok sove, for vi er meget trætte og glæder os til at komme ud i ørknen på jagt efter flere natur skønne oplevelser.

Fra spiller paradis til "helvede"

20. september                                                                                            

Først et stort tillykke til min dejlige smukke vidunderlige niece Katrine.

For lige at gøre Las Vegas færdig. Vi havde en dejlig aften hvor lys, lyd og by gjorde et stort indtryk på os. Vi gik gennem gaderne over gangbroerne, som fører over de store Avenues. Der er mega mange indkøbs muligheder og langt de fleste af butikkerne har ikke nogen prisskilte på deres vare, det være sig Louis Vuitton, Prada, Guggi, Giorgio Armani, Dolce Gabbana osv. osv. Man kan købe alt fra jonk til de dyreste lækreste ting.

Vi fik snakket med fødselsdagsbarnet og sagt tillykke og af sted det gik, ud mod ørkenen. Lige uden for Las Vegas lå der igen den skønneste natur ørken med masser af kaktusser, som var omkranset af bjerge. Ruten var mod Death Valliey, Dødens dal. Det er ikke helt uden grund at den hedder det. Vi krydsede grænse til Californien lige inden vi kørte op i bjerene.

For at komme til Death Valliey skal man passerer bjergene, igen en lille smule bjergkørsel. Jeg føler mig efterhånden helt dus med denne kørsel. Højst oppe på Dantes View, har man en helt fantastisk udsigt over dalen, det er en kæmpe øde ørken der strækker sig lige så langt som øjet rækker. Det er hvidt og dødt, der er absolut ingen vegetation og man fornemmer varmen der stiger op der nede fra. På vej ned var der mange advarsels skilte, varme slår ihjel. Advarsel ekstrem varme forude. Da vi begyndet nedstigningen stiger temperaturen også, vi startede med 90 F (32,22C). I takt med at vi kørte ned af, forsvandt den i forvejen sparsomme vegetation der var, og graderne steg, da vi når dalen er det 100F (37,78C) Det så ud som om alt bare stod og flimrede. Det var en fantastisk natur, en blanding af sand og sten omkrandset af bjerge. Der var intet dyre liv, og det passer jo så heller ikke, men man skal ud af bilen og ud og gå i ørkenen for at opleve kængururotter, skorpioner, slanger og en øgle der hedder Chuckwalla. Dem så vi så ingen af for da vi var ude i dalen var temperaturen steget til 108F (42,22C) og det er varmt når man er i en ørken hvor solen bager lige ned. Vi var ude nogle gange for at fotograferer og for at få lidt mad og vand, men det var nu bedst i bilen med aricon på fuld knald. Nede i dalen var vi så også mere end 100fod (31m) under havets overflade og det højeste punkt i var oppe på var over 1.5 km oppe. Vi var i en lille bitte by Stovepipe Wells hvor vi fik lidt mad på en rigtig lillle Salon, det var et rigtig hyggeligt sted. Vi blev hurtigt enige om, at man skulle da vist være født og opvokset der for at kunne bo ude midt i ørkenen med 50 miles til alt. Det var en gammel mineby, der udvindes stadig borsyre i bjergene. Der er kæmpe kolo enorme salt søer, det ligner til forveksling en sø. Så jeg kan godt forstå at man i gamle dage har redet/kørt mod disse søer, og er blevet slemt forskrækkelse. Death Valliey har mange små ruter gennem sig, desværre var nogen af dem lukket, af hvilken grund vides ikke, men vi måtte ud på en større omvej for at komme til vores planlage destination. For at komme ud af dalen skulle vi igen krydse bjergene, da vi kører højs oppe kan vi se nogen underlige gullige skyer. Da vi kommer tættere på kan vi se at det er en sandflugt. For foden af bjerget ligger der en slette og på denne slette hvirvles sandet op, så det nærmest ligner en sandstorm. Det var helt vildt at køre gennem, vi var helt nede på 15-20 km/t for at kunne orientere os, det var en helt vildt fed oplevelse. På den anden side af sandsletten lå Owens Lake, det var også en kæmpe saltsø, hvor vi kunne se hvordan der udvindes salt. Søen er våd om foråret hvor vandet kommer fra bjergene, den tørrer så ud og man kan udvinde salt og mineraler.

Vi er nu i Lone Pine en lille bitte by. Det er en rigtig westernby. Ved et tilfælde vælger vi Dow Villa Hotel, det viser at have en ganske interessant historie. Det er fra 1930 og det er blevet brugt i flere film. John Wayne og flere andre skuespillere har sovet på dette hotel, det er lidt sjovt. Se mere på wwwdowvillamotel.com

Mere ørken og Off Road kørsel

21. september

Vi vågnede til den skønneste udsigt. Alabama Mountains, det er store granit bjerge lige uden for vores motel. Disse bjerge har været brugt i mindst 300 amerikanske westerns, det var en perfekt start på dagen.

Vi satte kursen mod Mojave ørkenen. For at komme fra Death Valliey ørken området, skulle vi lige krydse nogle flere bjerge. Det var meget goldt i dette område. Vi kunne se nogle grønne striber komme ned fra bjergene og ned i dalen. De viste sig at være en creek, et vandløb, der kommer oppe fra og ender i dalen, hvor der dannes noget der ligner en oase. Det var meget specielt at se disse grønne striber og områder, i den ellers meget golde og afsvedne natur. Da vi var kommet over bjergene kørte vi langs et militært område. Der så vi en kæmpe stor solcelle mark. Der var flere hundrede celler, en kæmpe stor transformator station og mega mange el ledninger, der gik i alle retninger.  Lige inde vi kørte ind i Mojave ørken området, kørte vi forbi en lille bitte by. Det er nok det mærkeligste by navn vi har set endnu. Zzyzx. Hvordan det udtales ved vi ikke. Vi kørte ud i Mojave ørken området, og glædede os til endnu mere ørken, den er bare så fascinerende og hele tiden foranderlig. I dette meget store ørkenområde har det amerikanske forsvar tre meget store øvelses områder, kamptræning for elitesoldater, flyvetræning og alm. trænings område. Det kan man selvfølgelig ikke se, for det ligger langt, langt ude i ørkenen, det kan kun ses på kortet.

Vi er i dag kørt fra ørken til ørken. Sand ørken, sten ørken, bjergørken, ørken med ingen vegetation og med små hvirvelvinde. Ørken med meget vegetation, bla. en med helt enormt mange kaktusser, stor og små nogen i blomst med de skønneste rød/violette blomster, Joshua Tree´s, som er en palme art der har tilpasset sig de baske leveforhold i de højere liggende dele af ørkenen. Det var nærmest en palmeskov vi kørte i. Vi havde planlagt at vi i dag skulle nå både Mojave ørkenen og Joshua Tree Nartional Park, men bare fordi jeg absolut skulle køre off road i Mojave ørkenen, ja så må vi tage Nartional Parken i morgen. Det var helt vildt fedt at køre ude i ørkenen, jeg tror ikke at Susanne var lige så begejstret som jeg. Vi kørte op af bjerg, forbi en mine, ned af bjerg på nogen bitte små, meget ujævne grusveje, vi kørte på stier der var godt føget til af sand, i en tør flodseng, hvor jeg hele tiden tænkt, bare der ikke er kviksand, det var der ikke. På meget ujævne, voldsomt stenbelagte stier og i et område der lignede resterne af et gammelt vulkanudbrud. Vi kørte nok 35-40 miles off road, Susanne mener det var mindst 100, sådan følte hun det. Bilens egenskaber blev sat på prøve. Det var SKÆGT! Man kan meget let fare vild ude i en ørken…. Vi kom til at kører mod nord hvor vi faktisk skulle have været kørt syd, men ingenting uden det er godt for noget. Vi så nemlig en af de vildt levende land skildpadder, der er i Mojave ørknen, vi så en masse små øgler og en helt fantastisk natur. Vi så nogen planter med flotte hvide tragt formede blomster, jeg var meget i tvivl om det Engletrompet, så vi tog nogen billeder. Nu har vi googlet det, og det er Engletrompet vi har set i ørknen i dag.

Da vi endelig finder ud på asfalt vejen igen, bliver vi enige om at køre den slagne vej mod 29 Palms hvor vi ville finde et motel. Det var en rigtig sjov vej at køre på, der var nemlig 15 miles med Dips. Det er små bakker hvor det føles som om man kører i en rutchebane, vi måtte gudskelov køre pænt stærkt, så det kildrede voldsomt i maven. Vi kører gennem en lille by der hedder Amboy. Ude på en åben slette ligger der en hel masse små pyramide lignende høje. Det så meget mystisk ud. Det viste sig at være et spil produkt af minedrift. De udvinder Clorid. Hele området hedder Bristol Lake, det er ikke en sø men, et kæmpe område med denne minedrift.

Vi er nu i 29 Palms på et dejligt Holyday Inn Express. Vi har fået vasket alt vores tøj, så nu er vi klar til næste etape af turen.

Ørknen blomstre

22. september

Vi startede dagen med at slukke for aircon i bilen for det var koldt, 21,7 grader, vi havde 38,9 i går aftes. Vi satte kursen mod Joshua Tree National Park, igen i dag måtte vi ud på en længere omvej fordi vejene var spæret. Vi spurgte en Ranger om årsagen. For 14 dage siden fik hele området, Death Valliey, Mojave ørknen og National Parken, meget vand, rigtig meget vand. En del af vejene var skyllet væk, eller var blevet undermineret. De sidste tre dages kørsel gennem ørken og bjerge har også tydeligt båret præg af meget vand for noget tid siden. Der køres med sandplov. Når vandet fosser nedad river det enorme mængder mudder og sten med sig, alt dette fjernes med en sandplov og gravemaskiner.

Vi skal jo igen lige gennem nogen bjerge for at komme til National Parken. Den er helt bestemt et besøg værd. Vi skal nok skåne jer for flere fantasterier om alle bjergene, dog lige med undtagelse af dem i National Parken. De er gule, med nogen meget runde og bløde kurver, det ligner mange steder skulptur parker, de er helt forskellige fra noget af alt det andet vi har set, og så er der nogle bjerge der ligner kæmpe store bunker af sten i nogle brune nuancer, det så meget mærkeligt ud. Der er helt enormt mange Joshua Træer, de er store og flotte. Vi kørte gennem kæmpe lunde af disse meget specielle palmer. Vi har de sidste par dage lagt mærke til hvordan naturen skifter. Det virker som om alt har sin plads. I et bælte er der Joshua træer, så kommer der et andet bælte med en slags kaktusser og et andet med nogen helt andre kaktusser, så kommer der et bælte med Yucca palmer, sådan er det hele i områder og bælter, det er meget underligt. Hele området der har fået vand, lever nu, bunden er en blanding af alt det døde og det grønnne. De har haft tørke i 4 år, så de trængte til vandet. Ørkenen og sletterne var dækket med små gule blomster, det var et helt fantastisk syn. Temperaturen faldt yderligere til 15 grader, vi var også oppe i 1,5 km´s højde.

Der oppe var der et udsigts punkt, hvorfra man i klart vejr kunne se til Mexico. Det kunne vi ikke for det blæste en hel pelikan, så der var alt for sand i luften. Vi kunne også se ned på det sted hvor kontinentalpladerne fra nord og syd støder sammen, det var en sort stribe nede i dalen, det var lidt underligt at tænke på, at de to plader faktisk bevæger sig og skubber til hinanden.

Som sagt så har det blæst meget i dag, vi har været så heldige at se nogen Thumbel Weed. Det er de der løsrevne visne buske der tumler hen over terrænet.

Der er et mangfoldigt dyreliv i parken. Vi har set, Roadrunner, Desert Iguana en hvid øgler, American Kestrel en falke art. Vi så ikke klapreslanger, ræve, skildpadder, Bighorn Sheep eller høge, der er en masse andre mere almindelig dyr også. Vi har set en del kaktusser, jeg bryder mig elles ikke om dem, men jeg må indrømme at der ude i deres helt naturlige miljø, er de meget flotte og fascinerende. Der er så mange forskellige slags.

Pga. alt det vand de har fået for nylig, er det meget tydeligt, at se hvor creek´sne er, vi kørte bla. over Fried Liver Wash. (stegt lever ådal)

Vel ude af parken, uden nogen off road kørsel, satte vi kursen mod en lille by der hedder Mecca. Vi skulle så lige igen over nogen bjerge og gennem et lille pas, det var meget tydeligt at det havde været helt lukket under regnvejret, der lå meget høje bunker af sand i vejsiden. Der var en del hårnåle sving, da vi kommer ud af det sidste sving ned mod dalen, møder der os et syn, så vi begge var helt paf. Der var helt grønt af citrusfrugt plantager, vinmarker og chili marker, de grænsede op til en kæmpe stor sø (Salton See), der var azurblå, det hele var omkranset at bjerge i mange forskellige farver. Der var lange kanaler ind i landskabet fra søen, så hele dalen var et stort mecca af frodighed. Der var også meget store dadel plantager og store palmelunde, det var et skønt syn, man bliver helt glad inden i ved sådan et skønt syn. Temperaturen var også til 31 grader, det kan vi lide.

Vi kørte herefter fra den ene by til den anden, de afløste hinanden. Vi er bla. kørt gennem Palm Desert og Palm Springs. Da vi kommer ud på landet igen sætter vi kursen vest over. Vi så to vaskeægte cowboy´s, det er altså et flot syn.

Vi er nu i Victorville og i morgen sætter vi atter kursen vest over.