Standardside

Så har vi krydset USA!

23. september

Dagen startede solrig, men kold. Vi skulle igen vest over. Susanne er kort læser og dermed også guide. Vi forsøger at køre på de mindre veje, vi vil helst undgå de store highway´s. Pludselig siger Susanne, vi skal af her! Det var en grusvej! Jeg var lidt tvivlende, men fulgte de anvisninger der kom. Det viste sig at være helt rigtigt. Vi skulle gennem et lille stykke af Los Padres National Forest. Det var til min store glæde igen bjergkørsel. Igen stod skov og bjerg i de smukkeste efterårs farver, alt fra vissen grøn over i gul orange og rød, som skrevet en solrig dag, så himmelen var meget blå, så det var bare så perfekt.  I dag var bjergkørslen lidt spændende. Det var i en nationalpark, farten er lav, og der var intet autoværn. På et tidspunkt kørte vi på en bjergtop, hvor det gik meget lige ned til begge sider. Det er ufattelig smukt, med dalen på begge sider. Susanne mente at, nu skulle jeg altså køre ordentligt, det gav et lille sug i maven at køre der oppe. Vi så skilte med en bjørn og en unge, men desværre så vi ikke nogen, selv om vi spiste vores frokost ude midt i vildnisset. Det tog to en halv time at køre, egentlig ikke så forfærdelig langt, men det var op go ned og ud ind. Ned stigningen fra dette meget smukke område, foregik gennem et meget specielt område. Det var et fuglereservat. Kæmpe store bjerg sletter, som var i alle nuancer af gul/orange, bakkerne var kæmpe store og meget langstrakte, det var meget specielt at landskabet ændrede sig så dramatisk på så få mil. Nede i dalen ændrede det hele sig igen, til landbrug. Der var store marker med grøn og rød salat, chili og spinat. Det er nogen enorme kontraster der er. Californien er kendt for meget, bla. en del sange: It never rains in southern california! Landskabet omkring os var meget tørt, lige bortset fra der hvor der blev dyrket afgrøder, så jeg nynnede denne sang mange gange i løbet af dagen. For at give et billede af hvor stort det er, så stod der toilet vogne ude i markerne. Det er så store afstande at man ikke lige kan komme på das. Vi var ret tæt på at have krydset USA, så vi fortsatte vest over. Vi skulle lige igennem lidt bjerge for at nå kysten. Vi kørte gennem et 67 mil (107 km) langt pas. Det var helt specielt at køre nede mellem bjergene så langt. Det er en del af Los Padres National Forest, det er det korteste stykke af parken! Vel ude på den anden side, blev kursen sat ret vest. Nu ville vi altså se vand. Ved Grover Beach kunne vi se havet. Det store, store, stille hav. Vi parkerede og gik ned mod havet. Der var en pragtfuld duft af hav og en lyd af bølger der slår mod stranden. Det var så dejligt igen at være ved havet. Det var meget stort at stå der i Stillehavet. Nu havde vi krydset USA! Vi oplevede et fatamorgana, da vi stod der med fødderne i Stillehavet, det er godt nok specielt. Vi fortsatte vores tur nord over. Vi er nu i Morro Bay. Søløverne grynter og pelikanerne flyver lavt medens vi sidder på en terrasse ud over Stillehavet og nyder solnedgangen. Endnu en helt fantastisk dag i dette kæmpe store land.

Fra slot til hytte

24. september

I dag er det min mor´s 75 års fødselsdag. Kæmpe stort tillykke til mor og kusine.

Vi startede dagen med et besøg på Hearst Castle. William Randolph Hearst var i slutningen af 1800 og starten af 1900 tallet, en af de rigeste og mest indflydelsesrige mænd i USA. Han var umådelig rig og havde enorm magt og indflydelse. Han købte et stykke land og ville bygge ”the ranch at San Simeon. Det tog over 28 år at bygge det. Han købte alt hvad han kunne af kunst skatte i Europa, som var på auktion i de år. Besøget på slottet var, ÅH….. ???, ja det var meget interessant. Det var lidt grotesk. En total sammenblanding at stilarter, epoker og et stykke amerikansk historie. Selve slottet ligger oppe på et bjerg. Det ligner noget fra et eventyr, når man står nede i dalen og betragter det. Det tager 10 min at køre der op. Man bliver mødt at noget der mest af alt ligner en Europæisk katedral. Arealerne uden om er dog en sammen blanding af beton, marmor, romerske statuer, kæmpe store græske krukker og amerikanske planter og natur. Inde på slottet bliver man mødt af, kæmpe store meget smukke franske gobeliner, ved siden af italienske bedebænke fra nogen katolske kirker, i en skøn sammenblanding af gotisk byggestil og Heins tomat ketchup på bordet. Det var meget SPECIELT! Guiden fortæller at alverden high society, musikere og filmstjerner flokkedes på dette slot i starten af 1930´erne. Winston Churchill, George Gershwin, Chaplin og Irving Berlin bare for at nævne nogen. Irving Berlin har siddet oppe på dette slot og underholdt med bla, Putting on the Ritz. En meget speciel oplevelse at se dette stykke verdens historie. Slægten Hearst består i dag 61 mennesker. Slottet er overdraget til staten Calinornien. Stedet drives stadig som dengang, et 100.000 ha stort landbrug med over 2000 stykker kvæg. De har som dengang, stadig mange unikke dyrearter bla. Gnu og zebra. Se mere på www.hearstcastle.org

Turen fortsatte langs med kysten. Vi kørte over 100 miles langs med Stillehavet, igen bjergkørsel. På vores højre side havde vi bjergene, klædt i efterårets farver og på venstre side Stillehavet. Det har blæst en del i dag, så havet har vist sig fra sin bedste side. Vi kørte ret højt oppe, så vi så op af bjerget og ned på havet. Farve spillet har været helt fantastisk. Fra højre hvor himlen var sart blå med små hvide skyer, klipperne var klædt i brune, gule, orange og røde farver, til venstre så vi havet. Ude i horisonten gik skyer og hav ud i et, i en tåge. Stillehavet var kongeblåt med en masse hvide krusninger, inde under land gik det over i dybe grønne, turkis og blå farver der udvikler sig til kæmpemæssige hvide brændinger der står op af klipperne. Vi har set søelefanter der vugger i bølgerne, sæler der surfer på brændingerne og søløver der konstant galper op. Pelikaner på træk og pelikaner der styrtdykker ned i havet efter føde.

På Point Lobos State Park tog vi en rask vandretur. Duften af hav og skov gik ud i et, havets brusen blev blandet med søløverne gøen og søelefanternes prusten. Blæsten hev gevaldig i os, så vi var godt vind omsuste da vi satte i os bilen, for at køre det sidste stykke mod Pacific Grove, hvor vi er nu. Denne lille by har nogen meget smukke og meget gamle huse. Gaderne går meget stejlt ned mod havet. Mange af de huse der ligger længst nede er meget smukke træhuse, nogen helt tilbage fra slutningen af 1800 tallet. Det er rigtig et stykke amerikansk historie vi bevæger os rundt i. se mere på www.pacificgrove.org

I morgen tager vi kyst ruten ind til San Francisco.

Søelefanter

25. september

Dagen startede koldt og spartansk. Morgenmaden på motellet var en kop kaffe eller the. Vi fandt MEGET hurtigt et lille morgenmad´s sted, hvor vi fik et godt solidt amerikansk morgenmåltid.

Ruten var meget nem i dag. Kursen var ret mod San Francisco. Vi var på Monterrey halvøen. Det var her at John Steinbeck, skrev nogen af sine romaner, bla. Cannery Row. Vi var ikke kørt ret langt før vi så et skilt med State Park. Vi drejede af, uden egentlig at vide til hvad. Vi blev meget glædeligt overrasket. Det viste sig at være et meget smukt natur område. Ano Nuevo State Park. Det var en blanding af bjerge, klitter, srtand og hav. Det bedst var, at der også var en koloni af søelefanter. Lige nu er det hunnerne med kalve fra sidste år og dem fra i år, der bor på stranden. For at komme der ud, var vi på en over en timer lang vandretur. Det var absolut turen værd. Vi gik gennem skov og klitter. Da vi kom til den lille Bay hvor søelefanterne holdt til var vi igen, nærmest stumme. Der var ca. 2000 stykker alt i alt. På stranden lå søelefanter i alle størrelse. Store fede hunner, unge kalve fra i år og store velnærede kalve fra sidste år. Hannerne kommer først om ca. 2 måneder. De hanner der blev født sidste år, følger stadig med deres mor. Det var helt fantastisk at stå der ca. 75-100 m. fra disse meget specielle dyr. De unge hanner udkæmper nogle rituelle kampe. De blæser deres næser op, forsøger at lyde som store farlige hanner og slår brystet mod hinanden, for at fortælle de andre at: Jeg er en alfa HAN. De store fede ”gamle” hunner ligger på strande og kaster sand op over sig medens de betragter deres afkom. Alle dem der lå på stranden kastede sand over sig. Det er for at rense pelsen og gnubbe gamle får af. Vi stod der ude ved Stillehavet og betragtede disse meget store og fascinerende dyr i godt en halv time. Vi vandrede tilbage til bilen, hvor vi sad ganske stille og fordøjede denne meget store oplevelse. Vi fortsatte turen mod storbyen. Vi kørte gennem landbrugs område. Vi har set mange marker med rosenkål, og græskar (det er snart halloween) Det sjoveste var, nogen kæmpe store jordbær marker, og de var kæmpe store. Der var rigtig mange plukkere. Der holdt store busser ude på markvejene. Busserne havde store trailere på, med 3-4 toiletvogne. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive de helt enormt store marker og forhold der er. Jeg tror simpelthen det skal opleves, for at forstå det.

I morges bookede vi et hotel i San Francisco. Vi kunne ikke få det vi egentlig gerne ville have, alt var optaget, så da vi fandt et der havde ledige værelser, slog vi til. Igen har vi været helt enormt heldige. Vi kører inde i San Francisco, kører direkte mod Golden Gate, drejer skarpt til højre, kører lige ud i da nogen miles, så skarpt til venstre og der ligger vores hotel, ret i centrum. Vi må have en Guardian angle. I morgen tager vi en hop på / hop af bus tur. Vi glæder os til at se og oplever byen.

San Fransisco

26. september

I dag er det min dejlige husbondes fødselsdag. Stort tillykke fra os.

Vi har i dag set byen. Igen tog vi en hop af / hop på bus, det er altså den absolut bedste måde at se byerne på. Man kommer rundt over det hele. Byen er som mange andre storbyer opdelt i distrikter. De har bla. et stort distrikt, med mange meget smukke huse i victoriansk byggestil. De bliver benævnt The painted Ladies, fordi de var malet i nogen meget skrappe farver, der var nogen enkelte der stadig var meget dekorativt malet.

Der er en japansk bydel, en italiensk og Chinatown. Det er verdens største population af kinesere uden for Kina. Vi traskede Chinatown tynd. Vi har det som om vi har gået 100 km. Der er nemlig ingen gader her i San Francisco der er vandrette. De går enten op eller ned, og de er pænt stejle, så vi kan godt mærke vores ben og balde muskler.

Vi har også gået langs med havnekajen, det er et stykke med en masse aktivitet. De gamle færgehaller er lavet til et indendørs marked. Det minder rigtig meget om Torvehallerne i København. Det var meget lækre fødevarer og usøgte produkter, så vi var rigtig glade for at vi ikke har nogen overskydende plads i kufferterne.

Færgerne går stadig fra kaj i dette område, så der er meget liv. Vi så det kæmpe store område der har været brugt til Amerika Cup sejladsen. De har deres helt egne haller på havnen, der var kæmpe store tilskuer tribuner og storskærme.

På en af de store moler var der et rigtigt turist mekka. Der var alle mulige og umulige ting og sager, restauranter, karruseller og et frygteligt virvar. Området hedder Pier 39, der var en masse søløver på nogen pontoner, det var lidt sjovt.

Der er selvfølgelig også hippie området, det var her i denne by, i dette distrikt at ungdoms oprøret startede i sommeren 1968, The Summer of Love. Det var vildt fedt at se dette område, det er stadig et hippie kvarter, husene er spraglede, forretningerne sælger tøj, ting og sager der alle hører hippier og de glade 60´ere til.

Vi fravalgte et besøg på Alcatraz, det koster 99 dollar, dem kan vi godt bruge på noget mere fornuftigt. Vi er godt trætte og brugte. I morgen går turen nord over, ud på landet igen.

Vin og Redwood

27. september.

I går aftes var vi på besøg hos Jenifer, Vince, Max og Amelie i Oakland, det var rigtig hyggeligt og dejligt at se dem også. Thank you for your hospitality.

Dagen startede med at vi kørte den forkerte vej i San Francisco. Vi blev enige om at det skulle nok blive en god dag…… Jeg skulle i Apple Store og  have hjælp til en opdatering. Vi brugte over en time på det og kom først ud af byen ved 11 tiden. Vi ville til Napa Valley, det er et af de store vin distrikter i Californien. Vi har både hjemme og her drukket en del vin fra Californien, så det var rigtig interessant at se dette område. Vi kørte igen, ikke den helt rigtig vej, så det blev nogen helt andre dale i stedet for. Det var meget smukt. Vinmarkerne er høstet, og planterne står i alle efterårets farver, op og ned af bjerge og skåninger, himlen var meget blå, solen skinnede så alt tog sig meget smukt ud. Det var en fryd for øjet at køre i disse meget smukke omgivelser og det var jo vin område. Vi besøgte en vinbonde, men kunne godt se på omgivelserne og priserne at, det var vist ikke lige vores pengepung der skulle bruges der. Vi fortsatte turen op af bjerg, ned i dal fyldt med vinmarker og op af bjerg igen. Endelig fandt vi en lille vinbonde, det var absolut mere vores stil. Vi smagte på to forskellige vine og måtte købe dem begge to. Det var to meget forskellige vine, men lige gode. Det var på Dutton Estate Winery i Green Valley, Sebastopol. De producerer kun ca. 4000 kasser årligt, så det er en vin man kun kan få i her i området. Se mere på www.duttonestate.com

Turen fortsatte mod Armstrong Redwoods State Natural Reserve. Det er et område der blev fredet i starten af 1900 tallet, fordi det var et område med mange gamle Redwood/Sequoia sempervirens. Da vi nærmer os området siger jeg: De er godt nok store de træer, Susanne svare ja, de kan blive meget større, og jeg tænker mon dog. Da vi kører ind i parken forsvandt lyset, alt blev dunkelt. Træerne var kæmpe kæmpe store, kronerne er meget meget langt oppe. Inde i selve skoven titter sollyset ned gennem små lysninger og sprækker og gør underskoven levende. Det var helt enormt fantastisk at se disse meget gamle, meget store og meget smukke træer. Vi var helt stille, idet denne natur oplevelse igen tog os med storm. Det var nærmest helt højtideligt. Vi spiste vores frokost i en lysning i skoven, hvor vi havde selskab af egern og fugle. Det største og ældste træ i denne skov hedder Armstrong Tree, idet det var ham der i tidernes morgen ejede skoven og fik den fredet så eftertiden også kunne nyde disse kæmper. Træet er 94 m højt, 4,5 m i diameter og ca 1400 år gammelt. Det er stort kan jeg godt hilse at sige. Her efter gik turen direkte på Highway 101, nu skulle vi altså have nogen miles under hjulene. Vi er nu en lille by ved en kæmpe sø. Upper Lake. Det er den sødeste lille western by. Vi fandt et godt motel og gik en tur ned i byen. Der fandt vi en rigtig Salon. Stedet har eksisteret i mange år. Det startede i 1850´erne. Det fungerede som hotel og salon under guldfeberen. Det var et ægtepar der havde stedet, hun blev 94 år gammel og drev hotellet hele tiden. I dag er det et rigtig dejligt sted, som tilsyneladende meget populært. Vi er ude i absolut ingenting, men måtte bestille bord for at være sikre på en middag, lidt vildt.

I morgen skal vi have endnu flere miles under hjulene, så hvor vi ender ved vi ikke, men vi skal nord øst over. Så det bliver de helt store interstate veje.

Det er blevet koldt

28. september

Dagen startede koldt 18 grader, men med flot solskin. Planen var lagt, direkte til Interstat 5, så vi kunne få nogen miles under hjulene. Det er meget tydeligt at vi er kommet mere nord over og at dagene går. Landskabet er meget smukt i alle efterårets farver. Selv om vi kørte på den helt store motorvej, så vi en masse. Vi kørte i en meget lang dal, der var enormt frodigt. Det var en blanding af husdyrs hold, mandel plantager og kæmpe store oliven lunde. Der var marker i hele dalen og nogen steder også lidt op af bjergene, der var til begge sider. Vi kørte over bjerge og ned på højlands sletter. Vi forlod Interstaten da vi have godt 100 mil bag os, vi ville meget gerne ud i naturen igen, ud på de lidt mindre veje. Vi har kørt i højlandet hele dagen. Oppe på toppene var det meget koldt og der er også begyndt at komme sne på de højeste, der kører vi så ikke. Nede i dalene var der landbrug. Kornet står gul og tungt, klar til at blive høstet. Der er enormt mange græsmarker og de har enormt meget hø i laderne. På markerne er der ikke nogen sprøjte spor, som vi ser i Danmark, der er til gengæld mange spor efter de enorme vandings anlæg der kører på tværs af markerne. Der er mange kilder i området, så åer og vandløb og floder er fulde af vand, hvilket er meget godt idet, de har haft tørke i 10 år her i området. Der er også nogen meget store brændestabler ved gårdene. Ved mange af gårdene var der også sne scootere, så de har vinter her oppe fra omkring november til maj/juni måned. Rundt om på gårdene stod der også mange gamle amerikaner biler, som bare står op venter på at der komme en eller anden europæer og giver en masse dollars for dem. I dag så vi rigtig cowboys på arbejde, de var ved at samle en stor flok køer, det var flot.

Vi kørte gennem Lassen County, hvor Lassen Volcanes National Park og Lassen National Forest ligger. Bjergene er beklædt med nåle træer. Det har en meget interessant historie. Det er opkaldt efter Peter Lassen født i Farum d. 31. oktober 1800. Han emigrerede til Boston i 1830 og videre til Californien i 1840, hvor han blev bonde. Han var grundlæggeren af, The Cutoff trail, en rute der fører gennem området, den har vi kørt på i dag. Ruten går forbi Goose Lake. Da vi nærmer os området ved søen ser det ud som der det brænder, der stiger røg op fra søen, som indhyller hele bjerget, det bliver rigtig tåget. Det så meget underligt ud. Det kunne dog ikke være røg, for det lugtede ikke, det kunne heller ikke være gus fra søen, for det var hverken koldt eller klamt. Det viste sig at være støv. Søen er kun våd fra omkring juni, hvor sneen smelter til august, hvor den er tørret helt ud grundet tørken.

Når vi kører i bjergene har vi en sjov oplevelse med vores vandflasker, i takt med at vi kører op og ned, udvider de sig eller suges næsten helt flade, så de står og klikker i takt med op og ned stigningerne. Vi er nu nået til Oregon vi er stadig oppe i højderne og temperaturen er faldet til 15 grader, vi er lige ved at dø af kulde, vi har taget strømper og tykke bluser på og putter os under tæpper. I morgen fortsætter turen nord og øst over.

Stinkingwater Pass og Drinkingwater Pass

29. september

Dagen startede meget kold, 9 grader, grå og våd. Så nu er det cowboybukser, strømper og sko og de langærmede uldne bluser.

Skyerne hang tunge og grå over landskabet. Vi skulle jo også bare nord øst over. Vi kørte langs en meget stor sø, Abert Lake. landskabet var mørkt med nogle gule totter hist og pist, men dog meget specielt, med de meget lave skyer i alle mulige grå nuancer. Igen i dag har vi kørt en del bjerg kørsel. Vi håbede at sheriffen holdt søndags fri, så vi kørte måske nok lige lidt hurtigere end tilladt var. Bjerg kørsel med 80-90 km/t det var sjovt! Vi kørte bla. gennem Stinkingwater Pass og lige ret efter gennem Drinkingwater Pass. Hele området er et meget smukt natur område, med granitbjerge, masser af vandre ture og vilde heste. Desværre kunne vi ikke rigtig se så meget af det grundet regn og meget lave skyer. Der er nogen bønder der har klappet i deres hænder i dag, det var stille med vedvarende regn. På højsletterne er det meget tydeligt, at hele området trænger til regn. Der er mange buske og træer der er gået ud og græsset er helt dødt.

Vi har i dag også kørt langs Malheur River, det er meget fascinerende at køre langs floden der snor sig, det gør vejen så også. I floddalen er alt meget frodigt også på markerne, der er masser af vandingskanaler, så afgrøderne står flotte.

Da vi kom ud af bjergene kørte vi gennem endnu mere landbrugs område i en meget stor dal. Der var enormt mange løg marker. Fra dette område i Oregon leveres der mere end 4,5 milliarder kg løg pr. sæson. Det er hjernedødt meget!

Vi krydsede grænsen til Idaho godt middag. Vi tog den store Interstate så vi kunne få gnavet nogen miles af. Vi har kun 13 dage tilbage og er begyndt at blive en lille smule stressede. Vi tror vi har tid nok, men tager nogen lange stræk i et par dage.

Da vi kom ind i Idaho steg temperaturen til 21 grader og benzin prisen faldt, begge dele noget vi godt kan lide. I Idaho kørte vi igen i landbrugs område, denne gang ko bonde land. Der er helt vildt mange køer, flere hundrede pr enhed og her lugter også ”dejligt” af ko.

Vi er nu i Twin Falls en lille by ved Snake River, her er en del vandfald så vi håber vejret er lidt bedre i morgen. Snake River udspringer i Rocky Mountains og er den længste biflod til Columbia River og er 1735 km lang. Der er mulighed for River Rafting, men det er ikke lige vores sportsgren. Vi er nået halvvejs gennem Idaho, glæder os til i morgen hvor vi forhåbentlig ser nogen af de store vandfald der her i området.

Vi er nu rykket en tidszoner igen, tilbage i tid, så vi er nu 8 timer bagud.

Hansens dag

30. september

Det har igen været en fantastisk dag. I Twin Falls fik vi hævet penge, benzin på bilen og provianteret.

Turen gik til en lille by ca. 12 miles væk. Hansen. Vi har vores egen by i USA. Det var sjovt. Det var virkelig landbrugs område med kæmpe store arealer og en masse dyrehold. I dag kørte vi, et stykke af vejen, på de små veje, hvor man gerne må holde ind, så vi har i dag fået taget billeder af nogle landbrugsmaskiner. De har nogen giga monster store traktorer her over, bla. en John Deere 9410, den er bare stor, desværre har vi ikke noget billede af den, men vi har så til gengæld et af en 9520 og en meget mærkelig mejetærsker, den bruges kun til at slå hø med.  

Her efter tog vi interstaten igen. Vi kørte stadig gennem landbrugs område. Her i USA har man et begreb der hedder Idaho kartoffel. Det er nogle meget store bagekartofler. Vi har i dag set nogen af de meget store marker hvorpå kartoflerne gror, vi var så heldige at, de var ved at høste. Ude på markerne kørte der nogle meget store maskiner som tog kartoflerne op af jorden, ved siden af kørte der kæmpe store trucks, to lige efter hinanden så de kunne tage fra hele tiden, det ser fuldstændig vildt ud. Det er altså bare store forhold. Vi kørte bla. gennem Blackfoot, der ligger også Fort Hall Indian Reservation. Blackfoot er en indianer stamme der har været i Canada og USA. De var nomader og levede om vinteren langs floderne. De eksistere stadig og ernærer sig i dag ved kasinodrift.

Vi nærmede os igen Rocky Mountains, vi havde snakket om at tage en lille vej gennem bjergene, men der var store sorte truende skyerne over Rocky. Noget man skal passe på oppe i bjergene er truende skyer og lave temperaturer, så vi valgte den sikre rute. Lige inden vi kører over Rocky Mountains passerer vi grænsen til Wyoming.

Vi har kørt langs Snake River, det har været helt fantastisk, efteråret har for alvor sat ind, billederne siger mere end ord kan forklare..

Vi er nu oppe i 2080 m´s højde i en lille bjergby Jackson Hole. Her har de Hansen Road, Hansen Avenue og Dave Hansen´s busselskab. Da vi skulle ud for at spise var der ventetid, så vi skulle oplyse vores navn. Susanne måtte bide i det sure æble og sige Hansen…. Det er meget mere kendt en Grage.

Alt i alt en rigtig dejlig dag. I morgen venter Yellow Stone.

Vi er blevet til gidsler i et politisk spil

1. oktober

Vi er blevet gidsler i et politisk spil. Demokraterne med Obama i spidsen, vil have indført Obamacare, sundhedsvæsen for alle, det vil Republikanerne ikke. Nu har regeringen lavet lockout af 800.000 stats ansatte, så alle National parker er lukket og dermed også Yellowstone. Så vi har strøget parken af listen og forsøger i stedet at se nogen af de omkringliggende områder.

Vi forlod Jackson Hole forventnings fulde og vejret var perfekt. Vi havde ikke kørt ret langt før vi så tre buffalos(bison) inde i krattet. Vi stoppede og gik så tæt på som vi turde, ca. 50 meter. De er god nok store når man kommer så tæt på.

Vi kørte videre mod Yellowstone og lige der inde på en slette var der flere hundrede græssende bison okser. Det var helt fantastisk og meget overvældende med så mange, så store dyr lige der for næsen af os. Det var lige så jeg fik gåsehud. KANON stort.

Da vi kom til parken fik vi den triste meddelelse, at alle national parker i USA er lukket pga. regerings shotdown. Vi udtænkte hurtigt en plan B. Vi ville kører i en stor bue uden om parken og op til Cody, med et spinket håb om at lockouten måske var hurtigt overstået.

Det var rigtig godt at vi i går fravalgte ruten gennem bjergene. For i dag lå der pænt meget smuk ny sne, ikke så forfærdelig langt fra Jackson Hole. Vi kørte gennem de smukkeste sne klædte bjerge. Bønderne har i dag haft travlt med at indsamle deres kvæg fra højderne. Vi har set en masse store pickups med nogen meget store kvægvogne. Cowboys og mænd med hyrde hunde. Det var meget interessant at betragte. Vi kørte ikke så længe over sne bæltet. Vi kom lidt nedad igen og krydsede Continentel divied oppe i 5992 fods højde. Vi har i dag kørt langs Wind River. Der noget helt specielt ved at følge floden og iagttage den forandring der sker i takt med at landskabet ændre sig. Nogen steder er floden lille og spinkel og løber gennem smalle klipper. Andre steder er den stor voldsom og brusende med masser af vegetation på bredderne. Langs med Wind River har vi også kørt gennem Wind River Indian Reservation. Vi har dog ikke set så mange indianere. Vi kørte forbi Crowheart Butte. I marts 1866 var der på dette sted et slag mellem Shoshone og Bannock(Crow indianerne) om jagt retten i og ved Wind River dalen. Crowheart Butte har fået sit navn fordi Shoshone indianer chiefen Washakie, satte et hjerte fra en Crow indianer på sin lance, da de dansede sejers dansen efter at have vundet slaget. Han var en meget klog leder og ven med de hvide. Han skal have udtalt: Der skal ikke hænge en hvidmands skalp i min teepee.

I dag igen har bjergene betaget os, de er altså bare så smukke og meget forskellige. Solen har skinnet fra en næsten skyfri himmel. Vi har set bjerge i næsten alle formater, farver og udformninger. Vi har kørt i 6 graders varme og sne og 22 graders varme og skønne store højsletter. Der har været enormt mange kontraster i dag.

Vi er nu i Cody. Buffalo Bill´s hjemby. Så kære børnebørn jeg har været i Buffalo Bill´s by og land, i modsætning til min bedstefar der bare fortalte en god historie.

Bjørne spor

2. oktober

Vi var tidlig oppe og ude af røret. Vi kørte de 52 miles fra Cody til Yellowstone i forvisning om at parken var lukket. Turen der ud går gennem et meget smukt landskab hvor der er mulighed for at se Grisley bjørne, Bison okser, hjorte og elge. Vi håbede selvfølgelig at se nogen af dyrene. Turen der ud går gennem Nationalskov, så hele området er fredet. Der er mange meget smukke klippeformationer og meget smuk natur. Man kører langs med Longhorn River, så chancen for at se bjørne er stor. Vi kørte gennem store sletter med små bjerghytter og bjergene i baggrunden, alt sammen klædt i efterårets farver og vidnet om snarligt kommende vinter på toppen af bjergene. Vi så forrevne bjerge der var formet for mere end 5 milioner år siden og som forandre sig grundet vind og vand. Vi kørte mod Rocky Mountains med sine smukke hvide tinder. Bison okserne lå og tyggede drøv og betragtede os som de tænkte. ” Så bliv dog færdige med den fotografering” Nede ved floden så vi en Elg der stod ganske stille og betragtede os. Vi så hjorte flokke der græssede lige op til vejen, vi kunne holde stille og fotograferer dem, vi skulle ikke sige noget eller larme, så var de væk. Da vi når Yellowstone Parken ser vi skiltet Closed. Vi måtte vende om og kører samme vej tilbage. Vi havde stadig ikke set nogen bjørne, så vi håbede at turen tilbage til Cody ville give os den oplevelse. Vi var sågar ud at gå lidt langs floden i håb om at se en. Vi var meget opmærksomme og lidt på dupperne, for der var masser af skilte med hvor farlige bjørnene var. Desværre så vi ikke en bjørn, vi fandt dog et poteaftryk på flodbredden, så det var det tætteste vi kom på en bjørn.

Fra Cody måtte vi igen kører vejen tilbage mod Shoshoni for at komme videre mod Casper. Vi kørte gennem Thermopolis, en lille by der har verdens største Hot Spring. Det var en blandet fornøjelse at se denne kilde, vandet var dejligt varmt og havde de smukkeste grønlige farver, men det stank af rådneæg. Det var en meget stor kilde og vi stoler på at det er verdens største. 

For at komme til Shoshoni skal man gennem Wind River Canyon, det er også Boysen State Park. Man kører gennem en meget smuk kløft, langs med floden. Bjergene tårner sig op på begge sider. Der er mange forskellige bjergarter i denne kløft og de er alle 5-600 millioner år gamle. Boysen State Park er opkaldt efter Asmus Boysen, der er født i Danmark i 1868. I 1908 lavede han dammen, Boysen Dam. Han lånte noget land af Shonshone indianerne og byggede en dæmning, som ligger hvor Wind River starter. I dag er hele området et meget stort rekreativt område.

Efter Shoshoni kørte vi op på en højslette som førte hele vejen til Casper, over 150 mil. På sletten har vi set enorme prærie arealer, hvor det gik flere tusinde stykker kvæg. Der var også helt vildt mange Pronghorn Antiloper, det virker helt forkert med antiloper på prærien i USA, men de er der.

Vi er nu i Casper en lille by i Wyoming. Byen blev grundlagt i 1859 som Fort Caspar, opkaldt efter 2. nd. Lt. Caspar Collins, han døde i et slag mellem hæren og Chyenne indianerne i 1865. Så vi har tænkt på min Caspar i dag.

Hvad dagen i morgen bringer ved vi ikke rigtig, da alle national Parker er lukket, vi håber at finde nogle interessante steder alligevel.

Vi ber´ bare guderne om godt vejr!

3. oktober

Nu er det vejrguderne der dikterer vores tur. Der er tre store fronter i USA lige nu. Da vi stod op i morges så vi vejrudsigten. Der skulle komme en MASIV snestorm i et stort bælte ved Casper og længere nordover. ØV ØV ØV, vi havde ellers planlagt, at vi skulle til Mount Rushmore, det er der hvor præsidenternes ansigter er mejslet ind i klippen. De lovede omkring 50 cm sne og storm. Vi ville også gerne have været op mod Canada´s grænse, men det er slettet af ønskelisten. Vi fik hurtigt pakket bilen og susede sydøst over. Vi kan desværre ikke bare kører sydøst over, for der ligger et kæmpe tordenstorm lavtryk med risiko for tornadoer og syd på kan vi heller ikke bare smutte, for der kommer den tropiske orkan Karen i land. Vi er fanget mellem tre store fronter og må se vejrudsigt dag for dag, og ud fra det planlægge ruten.

Da vi forlod Casper var himlen en meget interessant størrelse. Mod øst var der meget lave og tunge skyer, mod vest var der meget høje sorte skyer og imod syd var der nærmest blå himmel og det lignede opklaring. Vejret i dag har ikke rigtig vidst hvad det ville, men det jo klart med to så store fronter der mødes. Vi hoppede på Interstaten for at komme syd over hurtigst muligt, da vi følte os nogenlunde sikre mod sne, tog vi igen de små veje. Vi kørte stadig i højlandet oppe i mellem 15-1800 meters højde, så retningen var stadig sydøst. Oppe i højlandet er prærien public land, dvs at det ejes af Staten. Det kvæg der afgræsser prærien tilhører mange forskellige, det er en af årsagerne til at det stadig brændemærkes.

Da vi nærmede os grænsen til Nebraska var vi kommet ned fra højlandet. Vi kørte nu igen i landbrugs område, der nede havde de ikke fået høstet og efteråret var heller ikke så markant som længere oppe nordpå. Nebraska er en landbrugs stat. Der er landbrug i alle størrelser. Lige nu er de i gang med majs og roe høst. Mange af de små byer vi kørte gennem, havde en lille købmand, en tankstation og nogen kæmpe store John Deere og Case forhandlere. Et andet vidnesbyrd om at vi var på landet, var at side vejene var grusveje. Forholdene er meget store her over, når en mejetærsker skal flyttes fra en mark til en anden transporteres den på en lastbil. Vi kørte gennem Lost Spring som havde 4 indbyggere. Uden om byen lå der så til gengæld det ene landbrug efter det andet.

Vi er nu i Lexington, på et dejligt Holyday Inn, hvor vi får vasket. Vi ser vejrudsigten i morgen tidlig og ud fra den planlægger vi dagens rute. Der er rigtig meget kultur historie i Nebraska. Der har været rigtig mange forskellige indianer stammer her; Omaha, Otec-Missouria, Arapaho, Cheyenne, Pawne, Lakota og Ponca. De har alle en historie at fortælle, så der er masser at se. Vi er nu 7 timer bagud for Danmark.

Så vi ber´ bare guderne om godt vejr!

Uvejret er overstået

4. oktober

Vi traf den helt rigtige beslutning i går om at køre væk fra sne og mod torden, men dog at lægge os lige midt mellem de tre vejrsystemer. Det var dejlig lunt da vi stod op, men vi tog dog lange bukser, strømper og sko på.

Vi valgte at køre på den helt gamle Lincoln Highway. Det var den første vej der førte fra kyst til kyst. Den blevet lavet i 1912 og 13, den gik fra Times Square i New York til Lincoln Park i San Francisco og var 5454 km lang. Store dele af den gamle vej eksisterer stadig og er det der hedder Scenic rute, lidt som vores Marguritte rute. Vi så en af de helt gamle broer, der ligger lige op af den vej man kører på i dag.

Som skrevet i går er Nebraska landbrugs stat. Statens kælenavn er Cornhusker, det betyder en person eller maskine der piller de yderste blade af en majkolbe. Det forstår vi godt. Der er helt vildt mange majs marker og jeg har aldrig set så mange landbrugsmaskin forhandlere på en dag. Jeg tror vi har set over 50 i dag, helt vildt! Vi har også set nogle meget store maskiner, det er helt vildt så store de er. Vi har set mange af de meget karakteristiske lader de har her over og en postkasse der var udformet som en John Deere traktor, så jo vi har rigtig været på landet i dag.

Vi forlod Lincoln Highway og kørte ind på en lille bivej Husker Highway, vi kørte 21km hvor det kun var majsmarker på begge sider af vejen. Det gjorde vi for at komme til Dannebrog, The Danish Capital of Nebraska. Det var rigtig sjovt at se alt det danske. Dannebrog under Stars and Stribes, The Danish Baker som også var turist center. Her skulle vi sætte en nål i et Danmarks kort, hvor vi var fra, der var en del nåle, så vi var ikke de eneste der har fundet denne lille by. Den blev grundlagt i 1871 af Lars Hannibal, hans ide var at det skulle være en dansker koloni i USA. Det lykkedes dog aldrig at få den til det. Vi gik en tur på kirkegården. Vi havde en ide om at vi skulle lede efter gravstene med danske navne, men vi blev meget overrasket. Det var næsten kun danske navne, nogen endda begravet efter 2000, det var lidt sjovt at se.

Vi kørte tilbage til den lidt større vej og satte kursen mod øst. Vi har hele dagen kunne se følgerne af tordenstormen. Floderne var nogle steder gået over deres breder og mange marker stod under vand. Vi fik bekræftet på en tankstation, at der har været tornadoer i området. Det har vi dog ikke kunnet se, der hvor vi har kørt.

Vi kørte gennem en by der hedder Cairo og gaderne hed Nils, Mecca og Medina, det var lidt sjovt.

Vi har i dag set en del godstog, det er altså nogen kæmpe store og meget fascinerende størrelser. Vi kørte langs med et og blev enige om det måtte altså have mere end 200 vogne, vi vil så gerne se et med mere end 200 vogne. Vi kørte lidt længere frem og fandt en jernbane overskæring, hvor vi kunne holde og vente på toget, så vi kunne tælle vognene. Lidt skørt, det ved vi godt, men vi vil altså gerne se et stort godstog. Desværre havde det kun 172 vogne og 5 lokomotiver, så vi må lede videre.

Vi krydsede Missouri floden, som er en biflod til Mississippi, ved Omaha og kørte ind i Iowa.

Det har sneet voldsomt oppe ved Casper og tordenstormen er rykket langt øst over, den tropiske storm Karen kommer ikke til at påvirke os, så nu fortsætter vi turen i det dejlige vejr vi har fået. 28 grader, sol og vekslende skydække. Jeg måtte ind på en rasteplads og skifte til short, sandaler og T-shirt.

Vi er nu i Council Bluffs i Iowa.

Fra stat til stat til stat

5. oktober

Vi har i dag kørt i stats grænse område, fra stat til stat.

Vi overnattede i Iowa, hvorfra vi fortsatte turen ad små veje ude på landet. Den del af Iowa vi kørte i var meget kuperet og markerne på bakkerne så meget mærkelige ud. Det var lavet i terrasser. Vi spurgte en landmand hvorfor, det var lavet sådan. Han forklarede at de har den del nedbør og at vandet vasker bakkerne væk, de svømmer ned i åerne. For at holde på jorden har man lavet alle disse terrasser.

Vi hoppede på den store Interstate vej og kørte ind i Missouri, for at finde et turist center, hvor vi kunne få et kort over staten. Vi kørte så ind i Nebraska, af de små veje, for at fortsætte vores tur mod Kansas.

I Kansas ændrede naturen sig igen, stadig kuperet, men der var skov. Vi var slet ikke klar over, at vi faktisk har savnet skovene. Det var rigtig dejligt igen at se træer. Efteråret har sat ind, så farve spillet var helt fantastisk, i grønne, gule og røde farver, vejret har artet sig rigtig godt i dag, med sol, men lave temperaturer omkring 15-18 grader.

Noget andet vi fik et glædeligt gensyn med var rovfuglene. Der er enormt mange vaskebjørne i USA og de bliver kørt over i stor stil, så vi har i dag været så heldige, at se nogen af de helt store rovfugle på tæt hold. Vi har set Turkey Vulture som har et vingefang på 80 cm. et markant rødt hoved og brun grå krop. Vi har også set Black Vulture der er lidt mindre med et vingefang på 60 cm. et gråt hoved og sort krop, de er meget flotte og store når man får lov at nyde dem på tæt hold. I Kansas kørte vi udelukkende på landet. Landskabet var en blanding af majs og sojabønner i en skøn variation af smukke efterårs klædte hegn og skove. De små byer er hyggelige, som små landsbyer skal være. Vi kørte langs med Missouri floden, den er stor og voldsom. I White Cloud som ligger langs med floden fik vi forklaringen på hvorfor det hedder Kansas. I 1600 tallet emigrerede Kanza indianerne fra Mississippi floden og op langs med Missouri floden. De slog sig ned i det nu nordøstlige Kansas, staten er opkaldt efter disse indianere.

Landbruget har sat sine spor på vores tur i dag, i Atchison kørte vi temmelig længe bag en mejetærsker der fyldte det hele. Der så vi også en del af den gamle Santa Fe jernbane. Stationen var lavet til turist center og museum. Vi fortsatte turen på små veje, hele vejen rundt om Kansas City. Byen er delt mellem Kansas og Missouri.

Efter Kansas City fortsatte vi turen i Missouri, igen på landet. Der har vi igen set nogle meget smukke landbrug. Vi har til vores store overraskelse mødt Amish folket i en lille by der hedder Windsor, det er altså hyggeligt at se dem komme kørende i deres karakteristiske hestevogne.

Vi er nu i Sedalia. Hvad de næste dage bringer ved vi ikke, for vi vælger at kører på de små veje og smutte en tur ud eller op hvor vi finder noget af interesse.

Dårlige kort

6. oktober

Hvor ufatteligt det end lyder så har vi igen i dag haft en rigtig god dag. Vi havde fået et kort over Missouri, men det var et rigtig dårligt kort. Der var overhovedet ingen information om seværdigheder. Vi havde også googlet flere byer, men havde ikke fundet noget særlig spændende. Vi kørte til Jefferson af en pænt stor vej, vi havde set at der var noget som hed Jefferson landing. Det kunne vi så vi ikke finde, fordi kortet var elendigt, eller måske fordi vi begge havde sovet rigtig dårligt. Nok en kombination.

Vi fandt til gengæld Lewis and Clark Trail. Det havde vi kørt på, både i Kansas og lidt i Missouri. Lewis og Clark startede deres rejse her i Ilinois, ved munden af Wood River i 1804 og sluttede den ved deltaet at Columbia River i Oregon i 1806. I dag er det en historisk rute med mange historiske punkter under vejs. Vi kørte fra Jefferson til St. Charles på denne rute. Den førte os gennem en meget smuk natur. Vejen er ikke som, de store Interstate, lige og flade, nej de snor sig og går op og ned. Vi føler nærmest at vi har kørt ruchebane i dag. Vi har kørt langs med Missouri floden. Ruten førte os også gennem Augusta, en lille by med en masse små gader der gik op ned, så vi ikke kunne se hvad der kom over den næste bakketop. Huse der var ældre og meget smukke. De havde også en del vinbønder, det stod der heller ikke noget om på kortet eller nettet, så vi var glædelig overrasket over den dejlige natur og de skønne små byer. I Augusta havde de vinsmagnings fest, så der var mange mennesker og højs humør.

Da vi nærmede os Stor St. Louis, var vi lidt i vildrede hvad vi skulle, igen et meget dårligt kort. Susanne fulgte sin intuition og guide os lige til St. Charles. Den var i tidernes morgen hovedstaden i Missouri, det havde der heller ikke stået noget om, så igen blev vi glædeligt overrasket. Gaderne var store og brolagte, husene var gamle og smukke og det hele lå lige ned til Missouri River. Vi kom lige ind i en gågade fest, med boder og levende musik, det var meget hyggeligt. Vi fandt et turist center for vi havde brug information. Vi vidste at Mississippi og Missouri flød sammen et eller andet sted i nærheden.

Vi fik hvad vi søgte og satte kursen mod et Lewis and Clark point of interest. Her stod vi og så hvordan disse to store kæmper flyder ud i et. Det var et dejligt gensyn med Mississippi og det var et stort øjeblik at se disse to mastodonter flyde sammen. Medens vi kører væk der fra samles stærene i aftensolen og laver en flot sort sol ballet for os. En perfekt afslutning på en dejlig dag.

Vi er nu i Illinois i Granit City. I morgen udforsker vi Ilinous.

Til Lissi, Jo da, jeg kan sagtens huske jer. Tak for din hilsen, det glæder os meget at der er så mange der også har glæde af vores tur.

Lewia og Clark viste vejen, men Nemesis var med.

7. oktober

Da vi forlod vores motel sagde receptionisten, at nu skulle vi altså køre til St. Luis og se Gateway arch. Det er et 192 m højt monument, lavet i stål og er USA´s højeste menneskeskabte monument, det er verdens højeste bue. Vi mente ikke, at vi ville kører tilbage til St. Luis, men at vi ville syd over. Vi fik så besøg af nemesis, for inden vi havde set om, var i Granit City, langt uden for alfarvej og holdt så vi havde en flot udsigt til buen. Med møje og besvær fandt vi ud af Granit City, det er en stor by, som har den største havn i Central USA, så det var slet ikke let, men vi kom på den rette vej og kurs. En lille scenic rute som skulle føre os til flere forskellige seværdigheder. Uden de helt store problemer fandt vi Fort De Chartres. Det er en del af den amerikanske historie under den franske kolonisering. Fra 1720-53 stod der et træfort på stedet, fra 1753-55 byggede franskmændene det nuværende fort, for at signalerer vi har magt ”dont mess with us” I 1763 blev fortet overdraget til Englænderne i forbindelse med The Frens Treaty of Paris, det var afslutningen på franskmændenes krig mod indianerne. Der er som sådan aldrig blevet udkæmpet et slag i forbindelse med fortet, det var en bastion der skulle signalerer at de var magthaverne. Det var meget interessant at se fortet. Meget var blevet genopbygget, selve historien er også ganske interessant. Franskmændene var langt oppe i USA og ikke kun i sydstaterne.

Det meste af dagen har vi kørt langs med Missisippi floden og på Lewis og Clark Trail. Der er en del små færger langs med floden. Lige over på den anden side ligger Missouri, så det er en let måde at komme over på, man kan spare en del miles på den måde. Vi fandt også uden de store problemer den lille færge vi gerne ville se, men da vi skulle tilbage og videre mod syd, var Nemesis der igen. Skiltningen var mangelfuld og vi kørte nogen mil tilbage, inden vi fandt ud af at det var forkert. Vi måtte igen vende om og fandt så også den rigtige rute. Uden problemer fandt vi Fort Kaskaskia, et ikke færdigt gjort fort, som franskmændene ville opfører, men opførte Fort De Chartres i stedet. I denne by rekrutterede Lewis og Clark, mænd til deres ekspedition. Vi fortsatte turen langs med floden, vi ville gerne se Tower Rock og Mississippi museet. Vi fandt også dette sted uden de store svingærinder. Klippen Tower Rock var rigtig flot, men museet var lukket. Vi fortsatte uden nogen former for problemer, kun lige det at klokken var over tolv og vi havde ikke noget til frokost, og vores maver knurrede. Vi vidste at, i Chester lå der et skipperskræk museum, fordi ophavsmanden til skipperskræk var fra denne by. Det var også en by af en vis størrelse, så der måtte da også ligge en købmand. Vi fandt hurtigt købmanden, fik handlet og forsatte. Vi behøvede ikke noget museum, for hele byen var plastret til med Skipperskræk, skulptere, parker, legepladser, værksteder osv. det var helt vildt. Vi ville rigtig gerne finde et sted hvor vi i ro og fred kunne nyde vores frokost. Det tog lang tid og mange mil inden vi endelig fandt et sted, igen måtte vi kører ud og tilbage af samme vej. Tilbage på ruten blev vi enige om at nu kører det for os, vi var mætte og velforsynede. Vi ville rigtig gerne se det sted hvor Missisippi og Ohio foderne løber sammen, det er lige på grænsen til Kentucky. Vi skulle aldrig have sagt at det kørte for aldrig så snart var nemesis der igen. Vi kørte over Missisippi og kom ind i Missouri, hvilket vi ikke skulle, så vi måtte vende om og kører tilbage til Ilinois, her fandt vi så den rigtige vej, troede vi, men nej. Den førte os over Ohio floden og direkte ind i Kentucky. Vi blev enige om, at det også kunne være lige meget, for så kørte vi bare langs med Ohio floden og så kom vi også til Kentucky. Vi skulle efterhånden have benzin på. De tre næste benzin stationer vi mødte, var alle lukket. Endelig fandt vi en der var åben. Vi kørte til Paducah. Vi vil i morgen udforske den, ganske uplanlagt og fortætte nord over ind i Illinois igen også ganske uplanlagt, vi tør ikke planlægge noget, for hende Nemesis gider vi altså ikke have med mere.

8. oktober

Vi sov længe i dag og kom først ud af røret kl. 10. Vi kørte til Paducah. Det er en gammel by med en sjov historie. Den ligger helt ned til Ohio floden og har en højsvandsmur, på den har man malet hele byens historie, lige fra indianerne til nutid. Det var ganske interessant at se og meget smukt udført. Vi gik en tur i byen som har en del meget gamle smukke huse. Den gamle jernbane station er lavet til et galleri, vi så ustillingen, det var lidt broget, men ret interessant. Byen har også et meget stort patchwork museum. De har en permanent udstilling af nyere tæpper, de var alle meget smukke og fantasifulde. Lige for øjeblikket har de to særudstillinger. En med årstiderne, meget moderne og kunstnerisk smukt udførte tæpper. Den der gjorde mest indtryk på os, var tæpper fra slutningen af 1800 tallet fra nord og sydstats krigen. De var helt enormt smukke og meget sirligt lavet. Tanken om hvad disse tæpper er lavet af, gamle klude, skjorter, lagner og hvad man ellers havde, der ikke kunne bruges mere og den meget smukke quiltning, gav os næsten gåsehud. Hvis disse tæpper kunne fortælle deres historie ville vi have gået der endnu. Meget meget interessant.

Vi satte kursen nordover på den store interstate, vi skulle af sted mod nord og egentlig ikke så meget andet i dag. Vi kom hurtigt ind i Illinois igen.

Det er blevet høst vejr, 25 grader høj sol og let vind, så der høstes overalt, alt hvad der kan kører, kører, så vi havde egentlig nok at kigge på. Vi satte noget god musik på og susede der ud af. Der har været en del vejarbejde i dag, ikke noget der som sådan genere trafikken. Vi så et skilt: Ram en arbejder, få 10.000 dollar i bøde og 14 år i spjældet. Det kalder jeg en advarsel.

Vi har kørt 607 km i dag, på interstate. Vi kom først i hus kl. 19, så vi har set den skønneste høst solnedgang med stære på træk. I morgen fortsætter vi til Molin på grænsen til Iowa, vi har en aftale med et hovedkvarter og et museum.

En dag i John Deere´s tegn

9. oktober

Da vi tjekkede ud i morges, så vi et fint billede i receptionen. Det var en tak fra det Hvidehus. Præsidenten og hans følge havde i 2012 sovet på hotellet. Det syntes vi var lidt sjovt.

Dagen i dag har stået i John Deere´s tegn. Når vi nu har kørt flere tusinde miles gennem landbrugsområder og set flere tusinde John Deere landbrugsmaskiner og var i det nordlige Illiois. Så skulle vi da være nogen skarn, ikke lige at aflægge John Deere et besøg. Vi kørte til Molin hvor verdenshovedkvarteret ligger. Der har de også et stort showroom, hvor der er ustillet et meget lille udpluk af deres maskiner. Det var som forventet meget stort og meget mondænt. Når man kører op til bygningen skiller vejen i to, en indkørsel og en udkørsel. Der midt mellem ligger der en kæmpe dam med springvand, det var meget flot. Vi blev budt velkommen og blev bedt om at skrive os ind i gæstebogen. Vi kunne se at der i går havde været et ægtepar Sørensen fra Vodskov Danmark, så vi er ikke de eneste der danskere der besøger John Deere. Vi så en MEGA MONSTER STOR rendegraver, en pænt stor mejetærsker og nogen af de helt nye modeller af græsslåmaskiner. Der var en jeg godt kunne bruge! Prisen forhørte vi os ikke om. Inde i Molin by ligger der en John Deere pavillon. Det er et rent slaraffen land for børn og John Deere fans. Der var den ene store maskine efter den anden, skov maskiner, mejetærsker, traktorer og man måtte kravle op i det hele. Der var også en shop selvfølgelig. Der kan købes alt hvad hjertet begære af John Deere ting, krus, glas, nattøj osv. osv. Det var alt sammen meget interessant, de havde været gode til at skrive om alle de udstillede køretøjer, så man havde ikke behov for at have en forhåndsviden.

I Dixon ligger John Deere´s hjem, som i dag er et museum. Vi havde fundet adressen på hjemmesiden, og den lød. Syd Clinton, Grand Detour, Dixon. Grand Detour, betyder stor omkørsel. Vi var overbevidst om at museet lå lige uden for Dixon. Vi tog fejl! Grand Detour er en by, så vi kørte en stor omvej, for at komme der til, men ingenting uden det er godt for noget. Vi så nogen meget smukke landsbyer med nogen meget smukke gårde. Vi fandt også Hansen´s Hideaway. Så end ikke i USA kan Hansen gemme sig.

Det var en interesant oplevelse at se John Deere´s hjem. Lige der startede, han den i dag verdensomspændende virksomhed. Han var født i 1804, i 1837 lavede han sammen med en smed, den første metal plov. Han videre udviklede idéer og i 1843 indgik han i et partnerskab med Leonard Andrus. I 1847 gik han solo og  Deere og Company blev stiftet, han døde i 1886 hvor firmaet blev overtaget af sønnen Charles.

I Dixon så vi også Ronald Regan´s hjem. Vi besøgte det ikke, men så det bare udefra.

Vi er nu en forstad til Chicago, så i morgen indtager vi storbyen.