Turen fortsat 2
23. juni 2015
De Smet er hjemby for Laura Ingalls-Wilder, pigen fra tv serien "Det lille hus på prærien" Det er rigtig sjovt at se husene, skolen og alt det andet i virkeligheden. Det ser slet ikke ud som i tv serien og dog lidt alligevel. Dagen foto er købmand Olsen´s forretning, som den ser ud i virgeligheden. Meget sjovt og hyggeligt. Se mere på www.discoverlaura.org
Vores overordnede plan er at skulle ankomme i Chicago omkring weekenden, så vi kører nu nordøst over, vi har ikke nogen bestemte mål, men finder ruten fra dag til dag og ud fra hvad vi ser på kortet og i div. reklamer for området.
Vi havde set på kortet at der nordøst over lå Ford Ripley og havde læst noget om at det var en militær instalation i 1849, det lød da meget spændene så vi blev enige om at smutter der op ad.
Vi kører derud af i det smukkeste landbrugs område, der er enormt grønt og frodigt. Der er den ene store ko bonde efter den anden og den ene lille smukke by efter den anden.
Vi kommer til Tyler og på byskiltet står der Danebod og det danske flag var der også. Vi spærrede øjene noget op. Vi vidste godt at der var mange danske efterkommere i Minnesota, men en hel lille by, holda op. Vi stoppede op for vi ville jo da gerne se lidt nærmere på det.
Jeg stoppede en dame og spurgte på engelsk om jeg måtte stille hende nogen spørgsmål, for vi er danskere og er lidt nysgerrige. Hun svarede: "ja, det må du da, nej hvor er det sjovt at du er dansker, er du på ferie?" Min forbavselses var stor, jeg havde ikke lige regnet med at hun svarede på dans. Hun var amerikaner, men havde læst på folkeuniversistet i Olso, så hun talte skandinavisk. Området bliver brugt til sommercamps for familier, og mange andre ting. Se mere på. www.danebodlutheran.org
Medens jeg talt med damen, havde Susanne studeret kortet lidt nøjere og fundet en sø nord for os der hedder: LacQui Parle (Søen der taler) Dakota Indianerne kaldte søen for: "Søen der taler" De franskmænd der kom til området har oversat det indianske navn direkte. Det lød da spændende, så vi tog nord over. Lige inden man kommer til selve søen kører man gennem Chippewa. Der er der en historisk by, den så rigtig flot ud, men vi havde desværre ikke tid til at se nærmere på den, da klokken var næsten 14 og der var da nogen miles enndu til vores bestemmelses sted.
Uden for byen tæt ved Minnesota floden lå den gamle missionskirke, så den ville vi gerne. Det er en gammel trækirke fra 1835. Medens vi gik op mod kirken, bemærkede vi at der var en del myg, da vi træder ind i kirken bliver nærmest overfaldet af myg, så vi løber tilbage til bilen, hvor vi plejede vores mygstik med antikløcreme.
Vi blev enige om ruten for resten af dagen og kørte videre, vi havde ikke kørt langt da vi krysede floden og her så vi en pelikan, det er altså et pragtfuldt dyr. Vi satte igen kursen mod Ford Ripley.
Vi krydsede grænsen til Minnesota lidt før Danebod. Staten er kendt som staten med de 10.000 søer. På turen mod Ford Ripley har vi da også kørt langs rigtig mange søer. Hele området er meget frodigt og hovedsalig landbrug.
Da vi ankommer til ford Ripley er det Camp Ripley, det er en aktiv militærinstallation, så vi skulle have passerseddel for at komme ind, det var lidt sjovt at vi lå og kørte rundt på en amerikans base. Museet var dog ikke rigtig noget for os, det var mere fra vores egen tid, vi havde håbet at det var fra 1849. Vi smuttede det sidste stykke til Brainard hvor vi er nu.
I morgen forsætter vi nordøst over mod Wisconsin.
Så kom Fru Hansen i aktion som sygeplejerske
20 juni 2015
Big Horn Narional Forest
Vi som længe i dag lige til kl. 6.30. Da kl. var 5.30 hamrede og bankede det på vores dør, da jeg gik der hen og spurgte hvad der var galt, blev der helt stille og personen forsvandt. Det har nok været en der skulle vække nogen og har taget fejl af værelsesnummeret. Vi var af huse kl. 7.50 og satte kursen mod Big Horn National Forrest. Vi skulle lige passere nogen bjerge igen Big Horn, passet lå oppe i 9033 feet (2753 m) Vi var så høj oppe at der lå sne flere steder, og det var også kun 53 F (11.6 gr) Det var virkelig seriøs bjerg kørsel med masser af hårnåle sving. Der var helt fantastisk smukt i Big Horn. Over os var himlen blå og klipperne stod i alle nuancer, rød grøn, hvid og den dybe kløft var fantasktisk smuk med alle sine træer, både nåle og løvtræer. Oppe i passet ser vi en mystisk sky hænge over granerne, den var nærmest gul og pludselig slog det mig, det er da en pollensky. Vores vil er nemlig meget gul om morgenen, så der er rigtig meget pollen fra nåletræerne lige nu. Da det begynder at gå ned ad igen på nogen lidt mere lige veje, bliver vi vinket ned i fart af nogen motorcyklister. Det var en bil der var kørt ud over siden og rullet ca. 3-5 meter ned i vejsiden. Det var to turister fra Tyskland, af asiatisk oprindelse. Ulykken var lige sket da vi kom. Motorcyklisterne kunne ikke få den unge pige, der klagede over nakke og ryg smerter til at lægge sig ned. Så kom Fru Hansen i aktion som sygeplejerske. Den unge dame kom ned og ligge og hovedet holdt stabilt. Der var ringet 911, når der sker ulykker ude i så øde områder som det vi var i, kalder alarmcentralen nogen lokale specieluddannede 1. hjælpere som er meget hurtigt på stedet. De var der også ganske få minutter efter. De ville gerne om jeg blev og hjalp med at konstatere hvor alvor ulykken var. Den unge dame var chokket, alle blodtryk, puls og vejtrækning var fin, så det var kun at stabilisere hende til ambulancen kom. Det ville tage ca. 1½ time. Så hun blev pakket godt ind, manden blev bedt om at holde hendes hoved, så var han beskæftiget. Der kom en motorcyklist mere til stedet, han var politibetjent på ferie, så han hjalp med at regulere trafikken. Da der var faldet ro på og det kun var at vente tog vi videre. Spændende hvad der egentlig var galt med den unge dame, deres ferie er i hvert fald ødelagt!
Hele turen gennem Big Horn var der mange skilte med informaiton om fosiler, det er et meget fosilrigt område, det var spændende at læse om alle de mange millioner af år gammel fund.
Vel nede igen kører vi ind i Crow indianernes reservat. De er hovedsaglig bønder. Det er sjovt at se hvordan man udnytter aralerne her over. I de vandrige områder er markerne udnyttet i firkanter, men i de ikke vandrige områder er der en brøndboring midt i marken og så er den ellers rund, i den diameter vandingsanlæget er langt. Det ser meget morsomt ud med de runde grønne plamager midt i prærien. Her inde i Crow indianerns reservat ligger Fort Coster. Vi besøgte det og så en masse meget smukke effekter fra slaget ved Little Big Horn, hvor General Coster led et svigende nederlag til indianerne. Coster blev dræbt ved det slag. Han var en af de mest brutale generaler og en af dem der har nedslagtet flest indianere. Han er den direkte årsag til at der ikke ret mange Appache indianere den dag i dag. Vi kørte også gennem Northern Cheyenne reservatet, inden vi trillede ud på hovedvej 212. Så kørte vi lige ud og lige ud og lige ud i rundt regnet 100 miles til Belle Fourche hvor vi er nu.
I morgen står den på bla. Mount Rushmore og Badlands Nationalpark.
Endelig, efter 2 års forsinkelse
21. juni 2015
Vi kom lidt sent afsted, for Susanne fik lov at sove lidt længere. Jeg har nemlig sovet meget tungt i nat....
I Belle Fourche hvor vi har overnattet ligger det geografiske center for USA. Da Alaska og Hawai kom med unionen
i 1959 blev centrum af USA flyttet fra Kansas til netop dette sted, det er lidt sjovt at have stået i nøjagtig i centrum af dette fantasktiske land.
Vi smuttede hurtigt videre for en lang dag ventede. Vi havde planlagt at vi skullle se Devils
Towers, det lå ca 60 miles vest for Belle Fourche. Vi kørte igen på små veje ude landet, det er altså der man oplever mest. Det gjorde vi også, lige der midt på vejen er der en kæmpe flok køer og Cowboys.
For fan.... hvor var det vildt. Tre på hest, en skøn gammel mand med langt hvidt skæg og stråhat, en ung mand og en ung kvinde. Der var også en moderne Cowboy, han kørte ATV! Det var helt vildt at se hvordan de nænsomt
men sikkert genede køerne over vejen og videre på græs. Hvor heldige har man lov at være. Sikke en oplevelse. Det var fenmomefantastisk! Totalt høje kørte vi videre mod Devils Towers.
Det er en mastodont af en klippe,
der tårner sig op midt i landskabet. Vejret har været pragtfuldt i dag, lette små hvide skyer på den ellers blå himmel, så dette massive tårn af en klippe var helt eminent at beskue. Det er et magmabjerg der er 1558
m højt. Det er verdensberømt bland klatrere, det har mange tusinde lodrette revner, som gør det meget atraktivt at klatre på. se mere på:
https://www.wyomingtourism.org/things-to-do/detail/Devils-Tower-National-Monument/2323
Vi susede videre nu sydvest over for at komme til Wind Cave, vi vidste ikke rigtig hvad det var, men det var jo bare lige et smut på små 100 miles og endda gennem smukt landskab. Vi kørte gennem et meget stort olie feldt. Osage Oilfield
var det første i Weston County, der sprang olie første gang 1919 og det er stadig et aktivt feldt.
Vi skulle lige have lidt mere bjegkørsel for at komme til hulen, det skulle være den længste hule i USA og den er stadig
ikke færdig udforsket, der kommer hele tiden nye opdagelser til. Det viste sig at en tur varede over 2 timer og det var ikke for halvgamle piger som os, så vi så udstillingen om hulen og smuttede videre mod Mount Rusmore. Her ved hulen var
der et væld af præriehunde. De har unger nu, så det var helt vildt at se dem smutte op og ned af deres huller og advare hinanden om at der nu var der igen mennesker i deres område. Ungerne var vildt nysgerige og ikke spor bange.
Vi vidste godt at Custer Statepark lå på vores vej. Hvad vi ikke vidste var at det var et helt enormt smuk område med seriøs bjergkørsel. Hele parken er 71000 acres( 28732 hektar) og har ekstisteret siden starten af 1900.
Det er et skønt naturområde med bison, præriehunde, pronghorn, og en masse fugle. Parken er langt an så der er enormt mange camping områder, søer, floder og elve hvor der kan og må fiskes. Hele parken er ca. 30 km
lang, men det tog os enormt lang tid, da vi kun kørte med 10-40 km/t på meget smalle bjergveje, broer hvor der kun var en vejbane, så vi skulle holde tilbage for modkørende, tuneller også kun med en vejbane. Selv om det tog
meget længere tid end beregnet, så var det det hele værd. Nogen fenomenale natur opleverser. se mere på:
http://www.blackhillsbadlands.com/parks-monuments/custer-state-park
Endelig kom vi til Mount Rusmore. Det er lige så
fantastisk som forventet. Efter 2 års forsinkelse stod vi endelig der og kunne betrakte dette kæmpe monument over de 4 største mænd i USA´s præsident række. Hvorfor netop disse 4? Georg Washington (nationenes fader),
Thomas Jefferson (udviddelse af nationen), Theodore Roosevelt (udvikling af nationen) og Abraham Lincoln (bevarelse af nationen). Arbejdet blev påbegyndt i 1927 og var færdigt i 1941, der var over 400 arbejdere på projektet. Det er navngivet
efter Charles Rushnore, skulptøren var Gutzon Borglum, en dansk/amerikaner. Han død i 1941, men så sit livsværk færdigt. Træerne i området er Ponderosa graner. Mount Rusmore=demokrati
Vi er nu i Wall og i morgen
suser vi ud over stepperne igen.
Tordenstorm uvejr
22. juni 2015
Vi har haft en hel lejlighed i nat, to sover værelser, fornemt og meget bekvemt for Susanne som trængte til en hel nats søvn.
Puha sikke en nat! Jeg vågnede kl. 0.45 ved at værelsesdøren åbnede og smækkede meget hårdt i. Selv om der var mørklægnings gardiner var jeg ikke i tvivl om at det lynede, jeg havde åbnet vinduet fordi det var meget lummert. Det hylede og peb så guderne måtte sig forbarme. Uha sikke et tordene uvejr der var på besøg hos os. Det var meget tydeligt at vi lå i udkanten af uvejret, men hold da lige op det var noget andet end det vi oplever i Danmark. Ved godt 2 tiden stilnede det af og jeg lagde mig til at sove. Susanne sov godt! Jeg var meget spændt på om vi kunne se følgerne af uvejret på vores rute.
Vi startede med at køre mod Badlands, for at komme der til skal man igennem et stykke der hedder Graasland. Det lever i den grad op til sit navn, det er et enormt stort areal uden for Wall der er græs lige så lang øjet rækker. Man møder nogen små skillerhuse på vejen og Bandlands Nationalpark. Lidt oppe af vejen kører man rundt i et sving og det syn der møder en er en total kontrast til græslandet. Meget spidse og forvitrede lerklipper. Hele Bandlands er 98.740 hektar af den største beskyttede blandede prærie i USA. Badlands er en søbund, som for 75 milioner år siden strakte sig fra Den Meksikanske Golf til Canada og fra Iowa til Wyoming. Da det er lerklipper er de voldsomt eroderet, alle lagene ses tydeligt. En skøn blanding af græssletter med præriehunde, bisons og et væld af fugle. Vi var så heldige at se en rødvinget solsort, den er meget smuk. Badlands gemmer også på en af landets mest voldsomme fortællinger om indianerne. Lakota folket med Big Foot som høvding sled sig d. 24. dec 1890 vej gennem et pas i Badlands, for blot 65 miles længere fremme ved Wounded Knee at blive nedslagtet af den ameikanske hær, det er en af de mest blodige nedslagtninger i hele historien om indianerne. Wounded Knee var igen i 1973 midtpunkt for en konflikt mellem indianere og føderationen.
Vel ude af Badlands møder vi Mr. og Mrs. Ed Brown´s hjem. Et meget velbevaret stykke historie om en mand og hans kone der kom til området og satte sig på et lille stykke jord, et fantastisk lille stykke historie.
Vi hoppede på Interstaten og susede til Mitchell. På en strækning på ca. 60 miles var det meget tydeligt at torden uvejret havde hærget, kæmpe store reklame skilte lå som var det små papir stykker, en ladsbil var væltet og der var enormt meget vand i alle søer og åer, en meget tydelige bane af stormens hærgen.
Hvorfor lige nøjagtig Mitchell? Fordi Erik, sidst Susanne var i USA fortalte at der absolut intet var at se i dette område, så derfor havde de i 1892 lavet et Corn Palace. Se mere på: www.cornpalace.com
Hele turen fra Badlands til Mitchel gik gennem noget af det mest frodige landbrugs område vi længe har set. Der var enorme vidder med græs, Majs, hvede, byg og raps marker. Et fantastisk smukt landskab med den ene store gård efter den anden med masser af kvæg. Hele området ligener meget det danske landskab, så det er ikke svært at forstille sig hvorfor så mange danske slog sig ned i netop dette område i fordumstids.
I Mitchel besøgte vi et lille turisburo for at få lidt information om området, den søde dame var sørme af dansk Jensen afstamning, sjovt! Så en særlig tak til Erik for at bringe os denne vej rundt.
Vi er nu De Smet "The little Towm on the Prairie" og i morgen skal vi besøge Charles, Caroline, Mary, Carrie, Albert og Laura Ingalls.
Indianerland og traner
24. juni 2015
Vi kom først afsted ved 9 tiden i dag, jeg skulle lige hilse på mine børnebørn, det var dejligt at se og tale med dem.
Vi satte kursen mod Duluth en havneby ved Lake Superior.Igen i dag har vi kørt i de 10.000 søers stat. Der er virkelig mange søer og naturen har været rigtig skøn.
Da vi nærmer os Duluth kører vi ind i Fond Du Lac Indianer reservatet. Der boede enormt mange blegansigter der inde hvilket vi godt kan forstå, det ligger ikke ret langt fra Duluth og naturen er helt vidunderlig. Nogen af vejskiltene stod også på indiansk, det var rigtig sjovt at se.
Vi kører videre til og gennem Duluth, som er og har været en udskibnings havn. Tidligere var det hovedsaglig pels der blev skibet fra byen, i dag er det alle former form afgrøder fra landbruget og tømmer. Lige efter Duluth kører vi ind i Wisconsin. Inden man kommer ud til søen kører man gennem landbrugs område. Her møder vi familien Perala. Det er finske nybyggere, der står en hytte bygget i starten af 1900, i finskbyggestil, et lille lokum og en mølle. Møllen er bygget Jakob Topula, senere omdøbt til Davidsen. Den blev bygget i 1904 og fungerede frem til 1926 for hele egnen. se mere på: www.oldbrule.org
Lake Superior er verdens største ferskvands sø, den strækker sig fra den nordlige ende af Wisconcin til det øverste af peninsula i Michigan og nord over til Ontario i Canada og strækker sig vest over til Minnesota. Den er 257 km bred, 563 km lang, udgør 82100 km2. Den er 400 m dyb, vandet er meget klart så man kan se 8,2 m ned. Der er 80 forskellige fiskearter i søen, der i blandt flere forskellige ørred, laks og aborre . Rundt om søen vokser der ikke mindre end 60 forskellige orkid arter, dem har vi desværre ikke set nogen af. Der er også en mangfoldighed af fugle. Høge, lomviger, ugler, spætter og en meget lille bestand af truede Wooping Traner, dem var vi så tilgengæld så sinssyg heldige at se et par af, det var lidt vildt.
Vi kørte et stykke langs med søen hvor der er nogen små samfund som lever af turismen, det er selvsagt et paradis for fiskere og naturelskere.
Vi er nu i Ashland på det sødeste motel. Det ses tydeligt at det er lystfiskere der bor flest af, for udsmykning er fisk, fisk og atter fisk.
I morgen går turen mod ichigan, stadig nordøst over.
Vi ber bare guderne om godt vejr!
25. juni 2015
Vi stod sent op, for det var slet ikke lyst uden for. Det var gråt, vådt og smadder koldt kun 54 F = 12 grader. PUHA AD!
Nå vi blev pakket sammen og begav os på vej. Vi havde planlagt at vi ville køre op til Marquette der også ligger helt ud til Lake Superior. Efterhånden som dagen sked frem blev vejret bedre og bedre, skøn! Naturen er nogenlunde den samme som vi har kørte i igår. Store national skove med en masse dyreliv. Der var dog ikke så meget som håbet, men vi så dog et par hjorte og en enkelt vaksebjørn og en skildpadde på selvmords misson, midt på vejen.
Da vi nærmer os Marqutte ser det ud som om der er brand, store tykke grå skyer stiger op. Det er tyk tåge der ligger ude over søen. Det så virkelig ejendommeligt ud.
Vi fortsætter turen syd over mod Escanaba der ligger ved Michigansøen.
Lake Michigan
Søen er en af de 6 store søer i Nordamerika, der udgør The Great Lakes. De 6 søer udgør verdens største ferskvands reservoirer.
Michigan er 494 km lang og 190 km bred, den har et areal på 57.990 km2, den største dybde er 281 m. Stater der grænser op til Michigan lake er llinois, Indiana, Michigan, Wisconsin. Chicago ligger ud til søen.
Vi beslutter at vi gerne vil tilbage til Wisconsin. Det er landbrugsland og er USA´s største mælkeleverandør.
Vi kører langs med Michigan søen og er nu i Marinette lige inde i Wisconsin, vejret er klaret op og der er her til aften 74 F = 23 grader noget bedre!
I morgen beder vi bare guderne om godt vejr og fortsætter sydvest over.
Vi takker guderne
26. juni 2015
Det hjalp at bede guderne om godt vejr. Solen skinnede og det var dejligt lunt.
Nogen få miles vest for Marinette lå et indianer reservat for Menominee indianerne og det ville vi rigtig se, så vi begav os på vej. Det var nogen helt fantastiske skovarealer vi kørte gennem. Det viser sig så også at Menominee indianerne faktisk helt tilbage fra slutningen af 1800 tallet har drevet skovbrug, i dag rent kommercielt, men med stor respekt for naturen.
Den næste oplevelse var totalt uventet for os. Vi kører ganske langsomt gennem den meget smukke og meget tætte skov, fra højre lunter der en stor flot sortbjørn ud på vejen. Mit hjerte slår dobbelt, suget i maven og hele kroppens reaktion er ubeskrivelig. Der lige midt på vejen ca. 10-15 meter foran står en stor flot sortbjørn, da han ser os sætter han i løb og forsvinder ind i skoven på venstre side af vejen. Susanne fik ikke kameraet klar, så I må nøjes med vores beretning, men for os står han lysene klart på nethinden. Det var helt sindsygt vildt. Totalt høje på adrenalin kører vi langsomt videre, der går ikke længe før en stor ørn letter fra vejen og sætter sig i træet lige ved siden af os. Vi takker de store Menominee ånder for nogen fantastiske oplevelser. Hvis I vil vide mere om Menominee indianerne se mere på: www.menominee-nsn.gov
Ude af reservatet sætter vi kurs mod syd. Vi kommer til Wittenberg hvor vi holder en lille formiddagspause. Her ser vi den skønneste dagslillje, andre smukke blomster og masser af fugle. Vi kigger på kortet for lige at finde ruten videre frem. Vi ser at der kun er ca. små 200 km. til Mississippi floden, vi kigger på hinanden og nikker. Vi har krydset denne store smukke flod et par gange på denne tur også. Vi har et lidt specielt forhold til denne store kæmpe, så vi satte kursen ret vest og smuttede gennem det smukkeste landbrugs land. Kæmpe store farme.
Vi havde ikke kørt ret langt da landskabet totalt ændre sig, det bliver meget mere sump betonet. Der er nogen marker der er inddelt i firkanter med diger mellem. Det er tranebær land. Der var enormt mange gårde og marker med tranebær. Allerbedst som vi nyder den skønne natur spangulere der to traner midt over vejen, kan det være bedre? Tranebær marker med traner!
Lige så pludselig som tranebær marker kom lige så hurtigt er vi tilbage i almindeligt koland! Der er ingen tvilt om at Wisconsin er koland. Der er helt vildt mange enormt store kvægbedrifter. Der dyrkes majs, korn, græs, kløver og lige en enkelt mark med hamp, vi spærrede godt nok øjnen op da vi så den mark!
Landskabet ændre sig igen, det bliver noget mere bakket og lige med et er vi igen ude i bjergkørsel, vi skal passerer et lille pas Mindoro Cut. Det 22 meter dybt og 7.5 meter bredt. Det blevt hakket og skovlet ud i 1907-08 af brave mænd med hakker og skovle. det er lidt imponerende at se! Vel ned igen ankommer vi til Old Mann River!
Den er kæmpe koloenormt stor og meget kraftfuld, det er en flod i sin helt egen kaliber. Vi kører langs denne store kæmpe og nyder dens kraft og volumen. Lige pludselig begynder Susanne at nyse, mine øjne løber i vand, vi spruster og snøfter begge to. Vi opdager at grøfterkanterne i begge sider er fulde af dagslijler! De er fantastisk smukke, men i så store mængder er der ingen af os der kan tåle dem, så vi pruster og snøfter voldsomt. I Iowa lige ovre på den anden side af floden kan vi se et uvejr bygge op. Det havde så gudskelov regnet længere fremme på vej, så al den pollen der var i luften var slået til jorden, så tak Iowa! Vi kører ca. 75 km. langs Mississippi floden og i Prairie du Chien (Fransk: Præriehund) kører vi fra og sætter kursen øst over igen.
Vi vinker farvel til denne masdodont af en Old Mann og nynner: We´ll meet again, Don´t know where, Don´t know when. But I know we´ll meet again some sunne day!
Ruten fortsætter øst over til Monroe, gennem det skønneste landbrugsland.
I morgen sætter vi kursen mod Chicago!
Så ankom vi til endestationen
27. juni 2015
Dagen startede sent. Vi sov længe, rigtig længe lige til kl.8. Da vi endelig blev snøvlet færdige var kl. blevet 9.30. Solen skinnede og det var dejligt varmt SKØNT!
Vi havde læst at store dele af området, der i blandt Monroe var den Schweitsiske del af USA. Ind i Monroe var der er et lille marked, med alle mulige dejlige ting fra gårdene i oplandet. Midt på torvet lå kirken, hvorfra der blev spillet taffelmusik, rigtig hyggeligt. Rundt om hele torvet lå der en masse små butikker, nogen var så absolut fra Schweitz, det var rigtig sjovt.
Vi havde også læst at New Glarus skulle være det sted hvor der var mest fra Schweitz, så vi måtte da selvfølgelig lige et lille smut der til, det lå alligevel på vores rute. Det er meget forståeligt at Schweitzerne har bosat sig i dette område, det er meget bakket og det er særdeles godt landbrugsland.
Der var en skøn osteforretninge i New Glarus, hvor de havde smagsprøver, det var rigtig dejlig ost, men ikke som den vi får i Schweitz.
I et blad over Green County Wisconsin, havde vi set at der var en hel tur rundt i hele området hvor man kunne se Barnquilt, det er nogen udsmykninger på deres lader som ligner quiltninger. Se mere på: www.barnquilt.com
Vi smuttede nordøst over for vi ville gerne komme til Chicago fra nordsiden, det er her at skylinen er flot.
Vi kørte igen på små veje og sugede så meget natur til os som muligt inden vi skulle ind til den store by. Liljerne har i dag forfulgt os, der er liljer overalt, i grøftekanter og i haverne. Vi har måtte tage ekstra høfeberpiller for at kunne holde det ud.
Vi kom til Lake Michigan midt på eftermiddagen, hvor vi fik vores kaffe inden turen gik ind til Chicago. Jo tættere på byen vi kom jo tættere blev trafikken. Vi var i hus kl. 17.15.
Vi bor på The Godfrey Hotel på West Huron Street det er ret centralt, det er et rigtig dejligt hotel, vi bor nærmest som grever og baroner.
I morgen står den på shopping og bare nyde denne skønne by, inden turen går hjemad.